søndag den 17. marts 2013

Nha Trang, børnehjem og snorkling!

Så er vi ankommet til vores hotel i Nha Trang, som bliver vores hjem de næste 5 uger. Vi bor sammen 2 og 2, og har en hel tagterrasse øverst oppe som kun er vores - virkelig lækkert! I aften har festudvalget planlagt en fest deroppe, så det glæder vi os til!

I går var vi ude og besøge et vietnamesisk børnehjem. Vi havde små gaver med i form af sæbebobler, hoppebolde, balloner og malebøger som vi gav til dem, og så satte vi os til at lege sammen med dem. Der var børn i alle aldre, og nogle blev, udover deres normale skolegang, også oplært i en særlig budistisk levevis med henblik på at de senere kunne blive munke. Når disse drengebørn bliver voksne kan de selv vælge om de vil fortsætte som munke eller leve et normalt liv. Langt størstedelen vælger det sidste. Man kan nemt kende dem fra de andre børn, fordi de har en brun klædedragt på og så er deres hår klippet meget specielt.
Børnene var virkelig søde, de var også vant til at der nogle gange kommer folk og besøger dem, så for dem var det meget normalt, men for os var det en smule akavet i starten. Men efter kort tid begyndte vi at lege sammen med dem, og selvom det kun var de ældste børn kunne en smule engelsk, så var det intet problem at forstå hinanden - det var faktisk meget nemmere end med voksne.

Dagen efter var vi ude og snorkle - og for en person som mig der kun har prøvet at svømme med dykkerbriller i strandkanten, var det en helt fantastisk oplevelse! Det var en helt ny verden man lige pludselig opdagede under vandet, fyldt med liv og farver. Hvis man svømmede et lille stykke væk fra båden, var der ligepludselig stimer af fisk i overfladen omkring én. Vandet var klart azurblåt og man kunnr nemt se solens stråler skinne gennemvandovefladen og danne flotte mønstre på havbunden, som var dækket af koraler i alverdens farver. Fiskene svømmede ud og ind af deres små huler i koralerne, som om de hele tiden lige skulle ind og sige hej til naboen.

Til trods for den fantastiske oplevelse det var, har jeg nu også fået afklaret med mig selv at jeg ikke har lyst til at tage dykkercertifikat. Jeg følte mig klaustrofobisk og utilpas så snart jeg dykkede en smule længere ned, og havde ofte brug for at komme op til overfladen og trække vejret ordentligt. Jeg føler ikke at jeg går glip af noget ved at sige nej til et dykkercertifikat. Tværtimod synes jeg at det var sådan en fantastisk oplevelse at snorkle, at jeg på ingen måde føler et behov for at komme længere ned. Jeg har oplevet havet, når det er smukkest, og føler min nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet med den oplevelse i rygsækken. Måske tager jeg det en dag når jeg er ældre, men for nu føler jeg ikke noget behov for det.

I morgen starter vi vores undervisning, og den kører hver dag fra 8 til 12 til og med torsdag (bortset fra mandag, hvor vi har fået lov til at møde kl 9 pga søndagens fest - hæhæ!)















Ingen kommentarer:

Send en kommentar