Vi var 9 tøser som søndag morgen tog afsted på Easy Rider tur sammen. Og er du gal man, det var jo et vaske ægte vietnamesisk biker gang vi var kommet afsted med! For det første kunne man mærke på dem at de var skide gode venner. De havde hver især deres egen rolle i gruppen; Cecilies mand grinte af alt hvad både ham selv og vi sagde (nærmest uanset om det var på dansk ellers engelsk) og var desuden også lidt af en heksedokter. Mettes var bossen, men i virkeligheden var det nok Idas lidt mere autoritere mand der var lederen (der var lidt indbyrdes uenighed om hvem det nu var der var lederen), min, Trine, Mette og Katrines mand forsøgte konstant ar være forest og kørte godt til (helt præcist hvor hurtigt ved jeg ikke, for speedometeret på min mands motorcykel var gået i stykker og viste konstant nul. Men de andre fortalte at vi havde været oppe og runde de 120 et par gange), og så var der Louises praktikant, som var på sin første Easy Rider tur og kørte derfor ikke så stærkt og farede da også vild en del gange undervejs, og hvis eneste ord var 'buffalo', som han brugte hver gang de kørte forbi en ko. De var alle så sindsygt sjove at være sammen med, og jokede konstant med os men sørgede også for at vi havde det rigtig godt under hele turen. Min biker fortalte mig under turen at jeg åbenbart lignede hans datter på 22, og derfor nok skulle passe rigtig godt på mig i trafikken. Og jeg følte mig også 100% tryg ved at køre med ham, til trods for at han var en vildt fremmed vietnameser der godt kunne lide at give den virkelig meget gas på vejene! Han sænkede altid farten ved sving og overhalede kun når det var sikkert. Da det begyndte at regne sagde han at grunden til at han satte farten så meget ned, var pga glat vejføre, og man kunne i den grad mærke på ham at det her havde været hans levevej gennem de sidste 12 år.
Til trods for at jeg lignede noget der var løgn med uglet hår og ingen make up og en tøjsammensætning der var direkte smagløs, så har jeg aldrig nogensinde følt mig så meget rockstar som da kørte afsted blandt den skiftende, men storslåede og flotte vietnamesiske natur. Jeg kunne mærke den varme vind suse gennem tøjet og solen på min krop. Jeg var på toppen af verden. 100% fri. Jeg var sikker på at hvis jeg løftede mine arme ville jeg lette fra jorden. Helt uden bekymringer. Jeg ville aldrig ned fra den motorcykel igen.
Men det kom jeg nu alligevel. For på anden dagen skulle vi alle ud og rapelle. Vi ved egentlig ikke helt hvad vi havde forestillet os. Nok at vi bare skulle med bus ud til et vandfald, rapelle ned og så hjem igen. Men nej. Helt så simpelt viste det sig ikke at være.
Vi kørte med bus ud til noget der mest mindede om en dansk nåleskov. Og så stoppede vi der, midt ude i ingenting, og fik vores udstyr på. Vi gik alle og gloede en del, for vi kunne i hver fald ikke se noget vandfald lige i nærheden. Men selvfølgelig skulle vi ikke bare kastes direkte ud i det. Først skulle vi øve os. Først ned af en skrænt. Så ned af en skrænt, der mundede ud i en lodret klippe på 18 meter. Så ned af en helt lodret klippe på 20 meter. Og til slut ned af vandfaldet på 25 meter.
Turen undervejs var i sig selv et helt eventyr. Vi vandrede langs floden, gennem grene og træer på bittesmå junglestier fra det ene rapellingsted til det andet, uden nogen form for sikkerhed, på nær vores redningsveste og hjelme. Så kom vi til et sted, hvor vi troede at vi skulle krydse floden. Der var en masse store klippestykker, hvor vandet fossede ned af, og dannede et fladt mini vandfald. Katrine blev kaldt ud til vores guide som stod midt i vandstrømmen og blev derefter bedt om at sætte sig ned i vandet med armene over kors. Så tog han fat i hendes ben, og én to tre, gav han slip og hun rutsjede ned af vandfaldet og landede nede i floden og gav os til slut et thumbs up da hun dukkede op igen. Sådan kurrede resten af os også ned af flodstrømmen, iført alt vores tøj, sko, redningsveste og hjelme. Fed oplevelse!
Så kom vi endelig til det store vandfald vi skulle rapelle ned af. Og ja, jeg var pissebange. Jeg havde godt nok lige rapellet mig selv ned af 2 andre lodrette klippestykker, hvilket ikke havde vist sig at være såå skræmmende igen, men her ville væggen være møghamrende glat, og vandet ville spule ned over én og give ekstra modstand. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg flere gange overvejede at springe over, og smutte ned af stien til venstre i stedet for. Men da det blev min tur rejste min krop sig alligevel op og vadede ud i floden. Min hjerne slog fuldstændigt fra, og det var udelukkende min krop og mine instinkter der gjorde at jeg fik lænet mig ud over vandfaldet og nærmest begyndte at moonwalke ned af klippeskrænten. Da jeg så var nået halvvejs, var det som om at jeg vågnede op igen. Jeg kiggede mig omkring og tænkte 'fuck hvor er det egentlig fedt! Du står midt ude i et vandfald i den smukkeste vietnamesiske skov og du gør det fandme! Ja, det er hårdt og ja det er skræmmende, men du gør det!' Og så fortsatte jeg resten af turen ned af vandfaldet med det største smil på læben.
Da jeg manglede 4 meter af vandfaldet råbte guiden 'Stop stop stop' og begyndte at tælle 'one, two, three JUMP!' Og det var så her jeg smed alt, alle reb, liner, fodfæste og hæmninger og kastede mig ned i det kolde flodvand. Og jeg har sjældent haft en federe oplevelse. Da jeg kom op på land igen var jeg helt høj, jeg kunne slet ikke få mine arme ned. Jeg gjorde det sgu, og hold nu fast hvor havde det været fedt!
Dagen efter gik turen til Mui Ne, hvor planen egentlig var at vi skulle køre på ATV i sandet, men holdet før os havde sagt at det ikke var det værd og at vi ikke ville være i stand til at køre mere end to meter før vi sad fast. Så i stedet valgte vi at ride på struds og tage hoppebilleder i sandet, hvilket også var vildt skægt!
Velankommet hjemme på hotellet igen, når vi kun lige et bad og en god nats søvn, hvorefter turen nu går videre til Jungle Beach i dag med hele DSC holdet, hvor vi blandt andet skal bade i vandfald og sove i langhytter under åben himmel!
Ps flere billeder af rapelling, motorcykelturen og strudseridning kommer snart!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar