Floating Bar!

Puha, dagene flyver jo nærmest afsted hernede! Men nu har jeg i det mindste fået styr på hvornår det er hverdag og weekend igen pga undervisningen - før var ugen bare ét stort rod i min verden.

Dagene går fortsat stille og roligt hernede. Undervisningen i personlig udvikling og kommunikation er lidt vekslende - nogle dage er det dødens pølse og andre dage er det vildt sjovt (som f.eks i dag, hvor vi skulle lave små skuespil om konflikter - mega grineren!)

I vores fritid er vi efterhånden blevet bedre til at søge ud og finde oplevelser på egen hånd. Man kan trods alt ikke ligge på stranden 7 dage om ugen, uden at få kuller. I går aftes var vi nogle stykker ude og bowle hvilket var vildt skægt! (Og jeg var sygt god!). Vi har også cyklet ud til nogle forskellige markeder der ligger i nærheden. Nogle steder har de tøj og sko mens andre hovedsageligt har frugt, grønt, bønner, ris og andre madvarer. Det er faktisk en rigtig sjov oplevelse at tage på marked, specielt madmarkedet, for det er der alle de lokale handler ind og der er ingen turister. Det er et kæmpe gedemarked at komme rundt derude fordi de kører rundt på alle deres scootere og stopper op og handler, for derefter at køre videre, og det er ikke nødvendigvis i den samme retning. Desuden havde vi også vores cykler med, hvilket gjorde det hele sådan ca 117 gange mere besværligt. Men vi fik købt en masse lækker og frisk frugt og grøntsager med hjem til ingen penge, så det var skønt.

Fredag havde vi fri fra undervisningen, og det skulle selvfølgelig udnyttes! Vi fik arrangeret en tur med "Booze Cruise" rundt i det vietnamesiske farvand - og som navnet indikerer så er det noget der indeholder en båd og en masse sprut. Vi havde set frem til en solrig dag med masser af varme - meeeen sådan skulle det åbenbart ikke gå. Lige så snart vi kom afsted så stod det ned med regn. Og det var ikke bare en lille bye vi snakker om her, nejnej, det stod ned i lårtykkestråler, og alle os der sad nær kanten blev plaskvåde. Men det ødelagde ikke vores humør! Tværtimod blev stemningen nærmest vogntursagtig, og vi sang og hyggede igennem, til trods for det dårlige vejr. Vi fandt så ly bag en ø, og kort tid efter holdte det op med at regne, hvilket betød at der kom Floating Bar! Floating Bar er som navnet indikerer en flydende bar. Det er en stor redningskrans som bliver placeret ude i vandet med en mand (i dette tilfælde Frederik) og en spand med en MEGET stærk drink og en masse kopper midten af redningskransen og så deler han ellers ud af goderne til folk i vandet. De fleste af os valgte at hoppe i en redningskrans og flyde rundt på vandet med en drink i hånden, hvilket efterhånden også udviklede sig til vandølstafet og hældning af drinks over diverse personer - og vi hyggede os i den grad! Stemmer gerne for indførelsen af floating bar i diverse klubber overalt i Danmark! (Selvom den danske lov nok næppe ville tillade 37 unge mennesker drikke sprut midt ude på havet)

En ting vi faktisk alle lagde mærke til med det samme vi ankom, var at til trods for de høje temperaturer hernede, så går rigtig mange vietnamesere rundt med masker, hatte, lange bukser og trøjer, handsker og sokker i sandalerne. Det virker meget ulogisk for os turister, men svaret skal findes i vores vidt forskellige kulturer. Vietnam er et landbrugssamfund, ligesom Danmark var engang. Og hvis man er meget brun, tyder det på at man har et hårdt arbejde i marken, og dermed er fattig. Hvis man derimod har en lys hud, viser det at man ikke behøver at arbejde ude, men har et velbetalt job på et kontor. Derfor går vietnamesere meget op i at have så lys hud som muligt, og ligesom man kan få selvbruner i Danmark, så er der også blegemiddel i de fleste vietnamesiske cremer.
I Danmark er der derimod prestige i at være solbrun, for det viser at man har penge, tid og overskud til at tage fri og rejse. De vietnamesere vi har snakket med kommenterer altid hvor smuk en hud vi har fordi vi er så lyse, og synes at dem med den lyseste hud er de smukkeste.

Udover dette, synes de også at det er lidt foragende at vi klæder os i så lidt tøj som vi gør fordi her er så varmt. Det er til trods for at vi alle bare har ganske normalt dansk sommertøj på. For at sige det lige ud så synes de at vi piger klæder os som ludere. Selvfølgelig er der også nogle vietnamesere der har shorts på osv, men i en gruppe på omkring 40 piger ville der måske højest være en 2-3 stykker der klæder sig som os med shorts og en top eller t-shirt. Men de bærer over med os og kommenterer det aldrig fordi de kan se at vi er turister.

Foresten så er de utroligt glade for boyband musik hernede. Backstreet Boys, Westlife og N*Sync bliver hyppigt spillet på caféer, restauranter og barer og vi synger gladeligt med på alle sangene!

På søndag er vi en gruppe der har planlagt at tage ud og spille paintball! Det glæder jeg mig vildt meget til for jeg har aldrig prøvet at spille det før! Wuuhuu!

Håber i alle har det godt hjemme i Danmark!

Personlig udvikling og kommunikation

Mange tak for brevet mormor og morfar! Jeg kan godt sige jer at de andre var meget misundelige da de så at der lå et brev i receptionen med afsenderen "mormor" omme bag på. Det var rigtig dejligt at høre fra jer!

Nu starter vores forløb om personlig udvikling og kommunikation. Vi er alle meget spændte på hvad det indebærer, da det eneste vores lærer fortalte til informationsmødet, var en meget lang historie om et krageforsøg han havde lavet. Ikke desto mindre lød han utroligt engageret omkring sine krager, så vi kan håbe at det smitter af på undervisningen.

Udover det, så tager vi det stille og roligt i øjeblikket. Motorcykler og pythonslanger er skiftet ud med daglige strandture, manicure og shopping. Meget rart til en afveksling, og man føler sig lidt som en celebrity når man sidder på stranden med nyvoksede ben og fransk manicure og en drink i hånden. Det' lågsus!

Ellers er der såmænd ikke så meget at fortælle. De første personer som kun skulle være her en måned, har nu forladt os og er enten taget hjem eller rejst videre selv. Det var lidt mærkeligt allerede at skulle sige farvel til nogle, men vi fik sendt dem afsted med manér til vores superheltefest!

Jeg kan desuden også fortælle at Nana nu er tilbage hos os efter en tur på hospital i Saigon, og det er rigtig dejligt at have fået min roomie igen! Hendes far fløj herover for at være hos hende og havde bla havregryn, rugbrød og marcipanpåskeæg med til hende som jeg også har nydt godt af!

Don't be lazy, be crazy!

Aldrig i mit liv har jeg fået så mange adrenalin kick på så kort tid! Hold nu fast for nogle vilde dage det har været!

Vi var 9 tøser som søndag morgen tog afsted på Easy Rider tur sammen. Og er du gal man, det var jo et vaske ægte vietnamesisk biker gang vi var kommet afsted med! For det første kunne man mærke på dem at de var skide gode venner. De havde hver især deres egen rolle i gruppen; Cecilies mand grinte af alt hvad både ham selv og vi sagde (nærmest uanset om det var på dansk ellers engelsk) og var desuden også lidt af en heksedokter. Mettes var bossen, men i virkeligheden var det nok Idas lidt mere autoritere mand der var lederen (der var lidt indbyrdes uenighed om hvem det nu var der var lederen), min, Trine, Mette og Katrines mand forsøgte konstant ar være forest og kørte godt til (helt præcist hvor hurtigt ved jeg ikke, for speedometeret på min mands motorcykel var gået i stykker og viste konstant nul. Men de andre fortalte at vi havde været oppe og runde de 120 et par gange), og så var der Louises praktikant, som var på sin første Easy Rider tur og kørte derfor ikke så stærkt og farede da også vild en del gange undervejs, og hvis eneste ord var 'buffalo', som han brugte hver gang de kørte forbi en ko. De var alle så sindsygt sjove at være sammen med, og jokede konstant med os men sørgede også for at vi havde det rigtig godt under hele turen. Min biker fortalte mig under turen at jeg åbenbart lignede hans datter på 22, og derfor nok skulle passe rigtig godt på mig i trafikken. Og jeg følte mig også 100% tryg ved at køre med ham, til trods for at han var en vildt fremmed vietnameser der godt kunne lide at give den virkelig meget gas på vejene! Han sænkede altid farten ved sving og overhalede kun når det var sikkert. Da det begyndte at regne sagde han at grunden til at han satte farten så meget ned, var pga glat vejføre, og man kunne i den grad mærke på ham at det her havde været hans levevej gennem de sidste 12 år.

Til trods for at jeg lignede noget der var løgn med uglet hår og ingen make up og en tøjsammensætning der var direkte smagløs, så har jeg aldrig nogensinde følt mig så meget rockstar som da kørte afsted blandt den skiftende, men storslåede og flotte vietnamesiske natur. Jeg kunne mærke den varme vind suse gennem tøjet og solen på min krop. Jeg var på toppen af verden. 100% fri. Jeg var sikker på at hvis jeg løftede mine arme ville jeg lette fra jorden. Helt uden bekymringer. Jeg ville aldrig ned fra den motorcykel igen.

Men det kom jeg nu alligevel. For på anden dagen skulle vi alle ud og rapelle. Vi ved egentlig ikke helt hvad vi havde forestillet os. Nok at vi bare skulle med bus ud til et vandfald, rapelle ned og så hjem igen. Men nej. Helt så simpelt viste det sig ikke at være.
Vi kørte med bus ud til noget der mest mindede om en dansk nåleskov. Og så stoppede vi der, midt ude i ingenting, og fik vores udstyr på. Vi gik alle og gloede en del, for vi kunne i hver fald ikke se noget vandfald lige i nærheden. Men selvfølgelig skulle vi ikke bare kastes direkte ud i det. Først skulle vi øve os. Først ned af en skrænt. Så ned af en skrænt, der mundede ud i en lodret klippe på 18 meter. Så ned af en helt lodret klippe på 20 meter. Og til slut ned af vandfaldet på 25 meter.

Turen undervejs var i sig selv et helt eventyr. Vi vandrede langs floden, gennem grene og træer på bittesmå junglestier fra det ene rapellingsted til det andet, uden nogen form for sikkerhed, på nær vores redningsveste og hjelme. Så kom vi til et sted, hvor vi troede at vi skulle krydse floden. Der var en masse store klippestykker, hvor vandet fossede ned af, og dannede et fladt mini vandfald. Katrine blev kaldt ud til vores guide som stod midt i vandstrømmen og blev derefter bedt om at sætte sig ned i vandet med armene over kors. Så tog han fat i hendes ben, og én to tre, gav han slip og hun rutsjede ned af vandfaldet og landede nede i floden og gav os til slut et thumbs up da hun dukkede op igen. Sådan kurrede resten af os også ned af flodstrømmen, iført alt vores tøj, sko, redningsveste og hjelme. Fed oplevelse!

Så kom vi endelig til det store vandfald vi skulle rapelle ned af. Og ja, jeg var pissebange. Jeg havde godt nok lige rapellet mig selv ned af 2 andre lodrette klippestykker, hvilket ikke havde vist sig at være såå skræmmende igen, men her ville væggen være møghamrende glat, og vandet ville spule ned over én og give ekstra modstand. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg flere gange overvejede at springe over, og smutte ned af stien til venstre i stedet for. Men da det blev min tur rejste min krop sig alligevel op og vadede ud i floden. Min hjerne slog fuldstændigt fra, og det var udelukkende min krop og mine instinkter der gjorde at jeg fik lænet mig ud over vandfaldet og nærmest begyndte at moonwalke ned af klippeskrænten. Da jeg så var nået halvvejs, var det som om at jeg vågnede op igen. Jeg kiggede mig omkring og tænkte 'fuck hvor er det egentlig fedt! Du står midt ude i et vandfald i den smukkeste vietnamesiske skov og du gør det fandme! Ja, det er hårdt og ja det er skræmmende, men du gør det!' Og så fortsatte jeg resten af turen ned af vandfaldet med det største smil på læben.
Da jeg manglede 4 meter af vandfaldet råbte guiden 'Stop stop stop' og begyndte at tælle 'one, two, three JUMP!' Og det var så her jeg smed alt, alle reb, liner, fodfæste og hæmninger og kastede mig ned i det kolde flodvand. Og jeg har sjældent haft en federe oplevelse. Da jeg kom op på land igen var jeg helt høj, jeg kunne slet ikke få mine arme ned. Jeg gjorde det sgu, og hold nu fast hvor havde det været fedt!

Dagen efter gik turen til Mui Ne, hvor planen egentlig var at vi skulle køre på ATV i sandet, men holdet før os havde sagt at det ikke var det værd og at vi ikke ville være i stand til at køre mere end to meter før vi sad fast. Så i stedet valgte vi at ride på struds og tage hoppebilleder i sandet, hvilket også var vildt skægt!

Velankommet hjemme på hotellet igen, når vi kun lige et bad og en god nats søvn, hvorefter turen nu går videre til Jungle Beach i dag med hele DSC holdet, hvor vi blandt andet skal bade i vandfald og sove i langhytter under åben himmel!

Ps flere billeder af rapelling, motorcykelturen og strudseridning kommer snart!

Easy Rider og hospitalsbesøg

Allerførst: Tillykke med Kobberbrylluppet, Mor og Niels! Håber i får en rigtig god dag! (Og jeg er slet ikke misundelig på at i skal ud og spise på Suri)

Her på søndag skal jeg, sammen med nogle andre, på en easy rider tur i 3 dage og jeg glæder mig helt vildt! En easy rider tur, er en tur hvor man sidder bag på en motorcykel, og så kører man ellers rundt i området i nogle dage og overnatter forskellige steder og prøver nogle forskellige ting. Det er ikke noget som studiecenteret har planlagt at vi skal, men noget vi selv vælger at gøre i vores fridage der kommer nu her. På vores easy rider tur tager vi først til Da Lat, hvor vi skal rappelle ned af et vandfald - vildt! Dernæst skal vi til Mui Né, som er et ørkenområde, hvor vi skal køre rundt på ATV. På turen har vi to overnatninger, og skønt det lyder enormt spændende med rappelling og ATV, så er det lige så meget selve turen bag på motorcyklen, der skulle være det fede ved easy rider tur. Så det glæder jeg mig enormt meget til!

Vi har været ret uheldige mht sygdom og skader i vores gruppe. Udover at vi har haft nogle stykker som har besøgt hospitalet lidt for hyppigt pga feber, så ligger min værelseskammerat Nana nu også på hospitalet, dog ikke pga feber. Hun var så uheldig at der var nogle der forsøgte at stjæle hendes skuldertaske ved at køre op bag hende på scooter og snuppe tasken. Tasken sad desværre over kors, hvilket resulterede i at hun i stedet blev trukket med og derefter lige ned i kantstenen. Hun kan ikke selv huske så meget, men der var en venlig russer der fik hjulpet hende på hospitalet, og hun ligger nu med et trykket ribben og smerter i hoved og venstre skulder og sår hele vejen ned af ryggen. Hun har skiftevis ligget på vores hotelværelse og på hospitalet, hvor jeg overnattede sammen med hende i nat og her skal hun fortsat være indtil hun skal til Saigon med fly i morgen. Vi håber på det bedste og regner stærkt med at hun vender tilbage til os hurtigst muligt!
Vi synes selvfølgelig alle at det er utroligt synd for hende at hun har været så uheldig og vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe, selvom det ikke er meget. Men hun klarer det utroligt flot taget situationen i betragtning!

Hospitalet hun ligger på er lidt anderledes i forhold til et dansk hospital. For det første fik jeg bare lov til at sove i sengen ved siden af hende i nat, uden at nogen sagde noget som helst til det. Og for det andet så skal hun betale for at ligge her. Da hun lige var blevet indlagt skulle Bosse også betale for at få lov til at se resultaterne af scanningerne osv, hvilket i danske øjne virker noget ubarmhjertigt i forhold til vores velfærdssystem. Desuden får hun ikke noget mad her, så den eneste måde hun kan få noget at spise på er ved at sende en af os ned for at hente noget til hende, hvilket vi også hellere end gerne gør.

Maden!

Noget af det jeg glædede mig allermest til ved at skulle til Vietnam. var maden. Jeg sætter stor pris på god mad, og specielt asiatisk mad. Nu hvor vi allerede har tilbragt et par uger i landet, føler jeg at jeg har fået et godt nok billede af det vietnamesiske køkken til at kunne beskrive det grundlæggende for jer.

For det første spiser de selvfølgelig ris og nudler til morgen, middag og aften. Det svarer nok lidt til vores rugbrød og kartofler. Der går simpelthen ikke en dag hvor de ikke spiser det, og de bliver aldrig trætte af det. Desuden er der tusindvis af forskellige ris og nudler at vælge imellem hernede, med forskellig tykkelse, smag og konsistens, så det er aldrig helt det samme.

Til trods for at man spiser ris og nudler stort set hverdag, så synes jeg at de er rigtig gode til at få det til at smage forskelligt. Det bruger mange krydderier, både friske og tørrede og kombinerer dem på alverdens måder. Specielt frisk korriander, mynthe, ingefær og chili er de meget glade for hernede, og kommer det i salater så ofte de kan slippe afsted med det (til mindre irritation for en stor del af gruppen, da vi ikke er store fans af korriander og ingefær).

En ting der skiller sig meget ud fra dansk mad hernede er at de stort set ikke bruger mælkeprodukter, hovedsageligt fordi det er meget dyrt. Så ingen mælk, ost, fløde, smør eller andre mælkeprodukter indgår i deres madlaving, selvom man selvfølgelig godt kan finde det i de lokale supermarkeder, dog til en lidt krydret pris.

Til gengæld er de rigtig glade for olie hernede. Alt bliver stegt i olie, og gerne rigeligt af det. Forårsruller og kød bliver hyppigt friturestegt, hvilket man hurtigt bliver træt af, så det prøver jeg for så vidt muligt at undgå at bestille når vi er ude at spise. Til gengæld er jeg blevet helt tosset med deres friske forårsruller, som ikke er friturestegt men blot består af salat (nogle gange med korriander), bønnespirer, en smule nudler og så enten rejer eller kogt oksekød rullet sammen i fugtigt rispapir, hvoefter man kan dyppe dem i fiskesovs, chilisovs eller soyasovs. MUMS! Jeg må se om jeg ikke selv kan finde ud af at lave dem når jeg kommer hjem!

En stor del af det vietnamesiske gadebillede er gadekøkknerne, som findes på stort set alle gadehjørner. De har oftest hver især specialiseret sig i 2-3 enkle supper, nuddelretter eller risretter. Så sidder man på små børneplastikstole, ved et lille plastikbord og får serveret en ret til omkring 20000 vnd, hvilket svarer til omkring 6 dkk. Mange vil måske mene at man skal passe på med rengøring og bakterier, men i modsætning til restauranterne, så kan man her se køkkenet og redskaberne og råvarerne de bruger, og så selv bedømme om man synes det ser fint nok ud. Desuden er det faktisk oftest ved gadekøkkenerne man får det mest velsmagende og anderledes mad.

Jeg har btw fået både struds og krokodille hernede, hvilket klart kan anbefales!

Noget jeg i høj grad benytter mig af hernede er at man kan få friskpresset frugtjuice til stort set ingen penge, uanset hvor man er, hvilket er super lækkert! Vi har fundet en farvorit i det lokale supermarked, hvor de står ved indgangen og laver friske smoothies, udelukkende med frugt. Favoritten er en Mango Mania, bestående af mango, banan, passionsfrugt og ananas, blendet med isterninger.

En anden ting de drikker hernede er iskaffe. Jeg drikker normalt ikke kaffe, men efter jeg havde set samtlige vietnamesere drikke det, tænkte jeg at jeg hellere måtte prøve det. Og det smager sygt godt! Deres kaffe hernede smager ikke lige så bitter som vores, tværtimod har den en lille smule karamel over sig. Og da de jo ikke rigtig har mælkeprodukter, så er det i stedet kondenseret mælk de kommet i, hvilket smager utroligt sødt. Og til sidst en masse isterninger.

De har heller ikke kager og dessert på samme måde som vi har hjemme i Danmark. I stedet får man serveret frisk frugt i slutningen af måltidet. Jeg tror næsten at grunden til dette netop må være fordi at mælkeprodukter er dyre hernede, og så er det ikke blevet en del af deres kultur, på samme måde som vores. Når der er nogle der har fødselsdag hernede, skaffer Bosse, vores rejseleder gerne en stor kage eller to til holdet. De ser fantastisk flotte ud, men smagen er slemt skuffende (oftest er det bare 2 sandkager lagt sammen med noget sukkercreme i midten). Menmenmen ingen regler uden undtagelser! I Hoi An fandt vi et sted ved navn Cargo, hvor de havde de mest fantastiske kager, der både så fantastiske ud og som smagte himmelsk! Og så til kun 15 kr pr stykke - det var vidst godt at vi kun var der nogle få dage!


OMNOMNOM <3

Nha Trang, børnehjem og snorkling!

Så er vi ankommet til vores hotel i Nha Trang, som bliver vores hjem de næste 5 uger. Vi bor sammen 2 og 2, og har en hel tagterrasse øverst oppe som kun er vores - virkelig lækkert! I aften har festudvalget planlagt en fest deroppe, så det glæder vi os til!

I går var vi ude og besøge et vietnamesisk børnehjem. Vi havde små gaver med i form af sæbebobler, hoppebolde, balloner og malebøger som vi gav til dem, og så satte vi os til at lege sammen med dem. Der var børn i alle aldre, og nogle blev, udover deres normale skolegang, også oplært i en særlig budistisk levevis med henblik på at de senere kunne blive munke. Når disse drengebørn bliver voksne kan de selv vælge om de vil fortsætte som munke eller leve et normalt liv. Langt størstedelen vælger det sidste. Man kan nemt kende dem fra de andre børn, fordi de har en brun klædedragt på og så er deres hår klippet meget specielt.
Børnene var virkelig søde, de var også vant til at der nogle gange kommer folk og besøger dem, så for dem var det meget normalt, men for os var det en smule akavet i starten. Men efter kort tid begyndte vi at lege sammen med dem, og selvom det kun var de ældste børn kunne en smule engelsk, så var det intet problem at forstå hinanden - det var faktisk meget nemmere end med voksne.

Dagen efter var vi ude og snorkle - og for en person som mig der kun har prøvet at svømme med dykkerbriller i strandkanten, var det en helt fantastisk oplevelse! Det var en helt ny verden man lige pludselig opdagede under vandet, fyldt med liv og farver. Hvis man svømmede et lille stykke væk fra båden, var der ligepludselig stimer af fisk i overfladen omkring én. Vandet var klart azurblåt og man kunnr nemt se solens stråler skinne gennemvandovefladen og danne flotte mønstre på havbunden, som var dækket af koraler i alverdens farver. Fiskene svømmede ud og ind af deres små huler i koralerne, som om de hele tiden lige skulle ind og sige hej til naboen.

Til trods for den fantastiske oplevelse det var, har jeg nu også fået afklaret med mig selv at jeg ikke har lyst til at tage dykkercertifikat. Jeg følte mig klaustrofobisk og utilpas så snart jeg dykkede en smule længere ned, og havde ofte brug for at komme op til overfladen og trække vejret ordentligt. Jeg føler ikke at jeg går glip af noget ved at sige nej til et dykkercertifikat. Tværtimod synes jeg at det var sådan en fantastisk oplevelse at snorkle, at jeg på ingen måde føler et behov for at komme længere ned. Jeg har oplevet havet, når det er smukkest, og føler min nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet med den oplevelse i rygsækken. Måske tager jeg det en dag når jeg er ældre, men for nu føler jeg ikke noget behov for det.

I morgen starter vi vores undervisning, og den kører hver dag fra 8 til 12 til og med torsdag (bortset fra mandag, hvor vi har fået lov til at møde kl 9 pga søndagens fest - hæhæ!)

Hoi An, kjoler og stranden!

Efter at have tilbragt 4 dage i Hoi An, tager vi i morgen videre til Nha Trang, hvor studiecenteret bliver vores hjem de næste 5 uger. Bussen går kl 7.00 fredag morgen, og så skal vi ellers sidde der i 14 timer... Godt at vi har lavet et bus-udvalg til at stå for noget underholdning!

Hoi An er den mest turistede by i Vietnam, og det kan man både se på de mange vestlige restauranter, men også generelt på de mange turister i gadebilledet. Desuden er det en by med over 200 skrædderbutikker, som hver især har specialiseret sig i henholdsvis kjoler, jakkesæt, læder og sko. Det er en rigtig sjov oplevelse at få skræddersyet tøj hernede! Man kan selv designe alt hvad man vil have, og så er det jo billigt i forhold til derhjemme. Jeg fik lavet 3 kjoler til under 500 danske kroner, og de sidder som støbt på mig. Desuden fik jeg også lavet et par fine guldsandaler til omkring 115 kr. Fedt!

Vi har ikke lavet så forfærdeligt meget her i Hoi An. En dag var vi ude og besøge en lokal bonde, og en anden dag tog vi på stranden - vildt lækkert!

En lille sjov historie (eller ikke):
Da vi ankom til Hoi An fik vi at vide at vi ikke skulle noget dagen efter og at der var morgenmad helt til kl 10 næste morgen. 'Fedt!' Tænkte mig og min værelseskammerat Rie, så kan vi for første gang på hele turen sove længe. Men nej. Vi havde glemt at lukke vinduet på værelset, så kl 7.00 næste morgen var der højlydt morgensang udenfor i skolegården lige ved siden af, oven i købet forstærket at mikrofoner og højtalere. Så meget for at kunne sove længe.

Forresten så er jeg rigtig glad for jeres mails! Af en eller anden grund vil min iPod bare ikke lade mig svare på dem. Men jeg har fået dem og det var dejligt at læse dem!