onsdag den 8. maj 2013

Angkor whaaaat?

Så nåede vi vores første destination i Cambodia, Siem Reap. Førstehåndsindtrykket var meget positivt - det tog os alle 5 min at få lavet visum i lufthavnen og når man kommer direkte fra et land som Vietnam hvor man er vant til at selv de mindste ting kan tage en krig, så er et hurtigt visum noget man sætter meget stor pris på!

Vi har indtil videre kun tilbragt 4 dage i landet, men overordnet set kan man godt se at Cambodja minder mere om Indien end Vietnam gjorde. Udseendesmæssigt ligner cambodjanere mere indere med deres mørkere hud, bredere næser og deres tykke og indimellem krøllede, mørke hår. Arkitekturen er også i højere grad indisk inspreret, med søjler, indgraveringer og farver, og gadebilledet er (i hvert fald her i Siem Reap) mere beskidt og med meget grusvej. Mht deres personlighed, så er cambodjanere mere 'charmerende' end vietnamesere - selvom vietnameserne var meget flinke og søde mennesker, så havde de også en tendens til at være en smule reserverede. Cambodjanere er derimod mere åbne og ligetil, og desuden er de bedre til engelsk, hvilket også er en kæmpe fordel.

Valutaen i Cambodja er hovedsageligt i amerikanske dollars, men alt under en dollar regnes i deres egen valuta, Riel. Det er meget mærkeligt at gå fra at regne med flere tusind dong til lige pludselig at skulle regne med dollars. Faktisk så gør vi sådan at vi regner dollarsne om til dong og derefter til danske kroner. Grunden til dette er at man hurtigt kan komme til at tænke at f.eks. 1 dollar for en sodavand ikke er særligt meget - det svarer til omkring 5-6 kr. Men i Vietnam kostede kunne en sodavand ofte koste omkring 10000 dong, hvilket svarer til omkring 2,5 kr. Det kan måske virke lidt som flueknebberi at gå op i et par kroner, men hvis man tænker sådan hver gang man skal købe noget, så kan det hurtigt løbe op. Og så sætter det også tingene lidt i perspektiv at man ved at man kan få et måltid mad for 7 kr.

Siem Reap er specielt kendt for deres gigantiske område med ufatteligt mange ruintempler fra 1100-tallet, og ikke mindst det største og mest kendte tempel, Angkor Wat, som også er på deres flag. Det er nogle fantastisk flotte og storslåede templer at gå rundt i, med enorme træer der skyder op midt i det hele med deres endnu større rødder der snor sig om de smukt graverede stenmure, og man forventer næsten at Indiana Jones eller Lara Croft springer frem rundt om hjørnet. Og fantasien ligger faktisk ikke så langt fra virkeligheden. For et af de templer vi besøgte havde været kulisse for den første Tomb Raider film fra 2001. Og det var pænt sejt at gå rundt og lege Angelina Jolie blandt de tykke rødder og de mange ruinstumper på jorden. Oh yes, feeling famous!

En anden aften var vi nogle stykker der valgte at tage ind til et traditionelt cambodjansk danseshow, med aftensmad inkluderet. Det var en rigtig hyggelig aften, og virkelig interessant at opleve nogle af deres ældgamle traditioner. Og så havde de de flotteste og mest farverige kostumer på pyntet med en masse smykker.

En anden dag var vi en gruppe der valgte at tage med tuctuc rundt og se nogle gamle landsbyer i udkanten af Siem Reap. En tuctuc kan vidst bedst beskrives som en lille hestevogn med plads til 4 personer (med lidt god vilje 6) trukket af en motorcykel. Man aftaler en pris inden (for det meste 2 dollar) og så kan man ellers blive kørt hvorhen man vil i hele byen. For ture ud af byen koster det lidt mere, og de har nogle ret opfindsomme dekorationer af deres tuctuc'ere - f.eks. har vi set en med Spiderman, en med Batman og en helt lyserød vogn. Man ser også meget mere af byen i en tuctuc, ift f.eks. at tage en taxi.
På turen rundt i udkanten af byen, så man virkelig hvor meget slum der faktisk er lige så snart man kommer bare lidt væk fra byerne. Der ligger et tykt lag af affald i vejkanterne og rundt om de små faldefærdige huse. Børnene render rundt og leger med hinanden, møgbeskidte og med deres sorte troldehår strittende ud til alle sider. Vi var nede og hilse på dem i en lille bitte landsby, og de var utroligt nysgerrige og helt vildt søde. Senere kørte vi ud til en lotusmark, hvor vi smagte på lotusfrø. De smagte lidt af ærter og nødder, og var meget besværlige at pille, men det var en sjov oplevelse.
Derefter fortsatte vi ud til et lille og meget gammelt tempel, faktisk ældre end Angkor Wat, som vi gik rundt om. Til sidst blev vi kørt tilbage, og i aften står den på natmarked, hvor der bl.a. skal købes snacks til den 12 timer lange bustur til Sihanoukville vi skal på i morgen (de har det bedste tørrede bananchips hernede! Og den tørrede mango er heller ikke værst!)

Jeg savner jer allesammen rigtig meget, og skønt vi har det rigtig godt og oplever en masse spændende ting, så glæder jeg mig utroligt meget til at se jer allesammen igen. Det er meget mærkeligt at tænke på at om 3 små uger så skal man til at have en hverdag derhjemme, uden hele tiden at være omgivet af de dejlige mennesker fra DSC. Og selvom vi selvfølgelig kommer til at se hinanden igen efterfølgende (vi har allerede planlagt 2 reunionsfester), så ved man et eller andet sted også bare at det aldrig bliver det samme som det vi har hernede. Så det er med at nyde de 3 uger vi nu har sammen i Cambodja!

RAWRRAWRRAWR


































































Ingen kommentarer:

Send en kommentar