lørdag den 27. april 2013

Hanoi og Halong Bay

Så ankom vi til det nordlige Vietnam, helt præcist Hanoi. Hanoi er hovedstaden i Vietnam og er efter min mening en utrolig hyggelig by sammenlignet med de andre storbyer. Vi har bl.a været ude og se Vietnams første universitet, hvor de lærer Kung Fuisme (spørg mig ikke hvad det er) og spist på nogle af de utallige gadekøkkner her er. Den største oplevelse her var dog Halong Bay. Halong Bay var en af de ting jeg glædede mig mest til inden vi tog afsted, og som de fleste ved så kan det været farligt at sætte forventningerne for højt op, da det så næsten kun kan skuffe én. Men det gjorde Halong Bay på ingen måde.

Vi startede med at køre fire timer i bus, hen til bugten. Derefter sejliede vi ud på en lille båd til det store skib vi skulle overnatte på, og hvor vi fik den lækreste seafood frokost - der var flere små retter (som det ofte er her i Vietnam) med rejer, muslinger, en hel fisk, blæksprutte og meget andet. Et helt mekka for folk der kan lide seafood. Og alt dette blev indtaget i de smukkeste omgivelser. Vi sejlede stille rundt i bugten mens de høje klippeformationer roligt drev forbi vinduet, og jeg har sjældent oplevet noget smukkere. Vi fik at vide at vejret sjældent var godt i Halong Bay, men senere skinnede eftermiddagssolen alligevel gennem skyerne, og gjorde det i forvejen utrolige landskab endnu smukkere.
Klipperne er komplet uberørte, bortset fra de lokale fiskere, der bor på deres små både i vandkanten og træer og buske vokser i store klynger op af klippesiderne.
Det var næsten en hel magisk og i den grad surealistisk oplevelse at vågne op og se det Avatar-lignende landskab sejle forbi lige uden for ens vindue, og vi brugte flere timer på bare at side på tagdækket af båden og kigge på det fantastisk flotte landskab vi sejlede rundt i. Jeg har fået taget mindst tusind billeder af klipperne, i et forsøg på at fange den oplevelse det er at drive rundt blandt så storslået en natur, men det er umuligt at fange det på et billede - det er noget der skal opleves med alle sanserne.

Mandskabet, og Vietnamesere generelt, er altid lidt nervøse for os når vi skal ud og sejle. Dette undrede os en del i starten, men vi har nu fundet ud af at det er fordi at de fleste vietnamesiske piger ikke kan svømme. På Booze Cruise nåede guiden at sige til os 1000 gange at alle dem der ikke kunne svømme altså skulle huske at tage redningsvest på da vi skulle bade indtil vi efter utallige forsøg fik forklaret ham at alle godt kunne svømme. Han så dog stadig lidt nervøs ud da vi sprang i vandet.
Men vi har efterhånden vænnet os til at vi altid bliver pakket godt ind i redningsvester og utallige formaninger hver gang vi skal ud og sejle, hvilket er lidt irriterende, selvom deres intentioner jo er gode nok.































Ingen kommentarer:

Send en kommentar