fredag den 12. april 2013

Floating Bar!

Puha, dagene flyver jo nærmest afsted hernede! Men nu har jeg i det mindste fået styr på hvornår det er hverdag og weekend igen pga undervisningen - før var ugen bare ét stort rod i min verden.

Dagene går fortsat stille og roligt hernede. Undervisningen i personlig udvikling og kommunikation er lidt vekslende - nogle dage er det dødens pølse og andre dage er det vildt sjovt (som f.eks i dag, hvor vi skulle lave små skuespil om konflikter - mega grineren!)

I vores fritid er vi efterhånden blevet bedre til at søge ud og finde oplevelser på egen hånd. Man kan trods alt ikke ligge på stranden 7 dage om ugen, uden at få kuller. I går aftes var vi nogle stykker ude og bowle hvilket var vildt skægt! (Og jeg var sygt god!). Vi har også cyklet ud til nogle forskellige markeder der ligger i nærheden. Nogle steder har de tøj og sko mens andre hovedsageligt har frugt, grønt, bønner, ris og andre madvarer. Det er faktisk en rigtig sjov oplevelse at tage på marked, specielt madmarkedet, for det er der alle de lokale handler ind og der er ingen turister. Det er et kæmpe gedemarked at komme rundt derude fordi de kører rundt på alle deres scootere og stopper op og handler, for derefter at køre videre, og det er ikke nødvendigvis i den samme retning. Desuden havde vi også vores cykler med, hvilket gjorde det hele sådan ca 117 gange mere besværligt. Men vi fik købt en masse lækker og frisk frugt og grøntsager med hjem til ingen penge, så det var skønt.

Fredag havde vi fri fra undervisningen, og det skulle selvfølgelig udnyttes! Vi fik arrangeret en tur med "Booze Cruise" rundt i det vietnamesiske farvand - og som navnet indikerer så er det noget der indeholder en båd og en masse sprut. Vi havde set frem til en solrig dag med masser af varme - meeeen sådan skulle det åbenbart ikke gå. Lige så snart vi kom afsted så stod det ned med regn. Og det var ikke bare en lille bye vi snakker om her, nejnej, det stod ned i lårtykkestråler, og alle os der sad nær kanten blev plaskvåde. Men det ødelagde ikke vores humør! Tværtimod blev stemningen nærmest vogntursagtig, og vi sang og hyggede igennem, til trods for det dårlige vejr. Vi fandt så ly bag en ø, og kort tid efter holdte det op med at regne, hvilket betød at der kom Floating Bar! Floating Bar er som navnet indikerer en flydende bar. Det er en stor redningskrans som bliver placeret ude i vandet med en mand (i dette tilfælde Frederik) og en spand med en MEGET stærk drink og en masse kopper midten af redningskransen og så deler han ellers ud af goderne til folk i vandet. De fleste af os valgte at hoppe i en redningskrans og flyde rundt på vandet med en drink i hånden, hvilket efterhånden også udviklede sig til vandølstafet og hældning af drinks over diverse personer - og vi hyggede os i den grad! Stemmer gerne for indførelsen af floating bar i diverse klubber overalt i Danmark! (Selvom den danske lov nok næppe ville tillade 37 unge mennesker drikke sprut midt ude på havet)

En ting vi faktisk alle lagde mærke til med det samme vi ankom, var at til trods for de høje temperaturer hernede, så går rigtig mange vietnamesere rundt med masker, hatte, lange bukser og trøjer, handsker og sokker i sandalerne. Det virker meget ulogisk for os turister, men svaret skal findes i vores vidt forskellige kulturer. Vietnam er et landbrugssamfund, ligesom Danmark var engang. Og hvis man er meget brun, tyder det på at man har et hårdt arbejde i marken, og dermed er fattig. Hvis man derimod har en lys hud, viser det at man ikke behøver at arbejde ude, men har et velbetalt job på et kontor. Derfor går vietnamesere meget op i at have så lys hud som muligt, og ligesom man kan få selvbruner i Danmark, så er der også blegemiddel i de fleste vietnamesiske cremer.
I Danmark er der derimod prestige i at være solbrun, for det viser at man har penge, tid og overskud til at tage fri og rejse. De vietnamesere vi har snakket med kommenterer altid hvor smuk en hud vi har fordi vi er så lyse, og synes at dem med den lyseste hud er de smukkeste.

Udover dette, synes de også at det er lidt foragende at vi klæder os i så lidt tøj som vi gør fordi her er så varmt. Det er til trods for at vi alle bare har ganske normalt dansk sommertøj på. For at sige det lige ud så synes de at vi piger klæder os som ludere. Selvfølgelig er der også nogle vietnamesere der har shorts på osv, men i en gruppe på omkring 40 piger ville der måske højest være en 2-3 stykker der klæder sig som os med shorts og en top eller t-shirt. Men de bærer over med os og kommenterer det aldrig fordi de kan se at vi er turister.

Foresten så er de utroligt glade for boyband musik hernede. Backstreet Boys, Westlife og N*Sync bliver hyppigt spillet på caféer, restauranter og barer og vi synger gladeligt med på alle sangene!

På søndag er vi en gruppe der har planlagt at tage ud og spille paintball! Det glæder jeg mig vildt meget til for jeg har aldrig prøvet at spille det før! Wuuhuu!

Håber i alle har det godt hjemme i Danmark!































Ingen kommentarer:

Send en kommentar