Angkor whaaaat?

Så nåede vi vores første destination i Cambodia, Siem Reap. Førstehåndsindtrykket var meget positivt - det tog os alle 5 min at få lavet visum i lufthavnen og når man kommer direkte fra et land som Vietnam hvor man er vant til at selv de mindste ting kan tage en krig, så er et hurtigt visum noget man sætter meget stor pris på!

Vi har indtil videre kun tilbragt 4 dage i landet, men overordnet set kan man godt se at Cambodja minder mere om Indien end Vietnam gjorde. Udseendesmæssigt ligner cambodjanere mere indere med deres mørkere hud, bredere næser og deres tykke og indimellem krøllede, mørke hår. Arkitekturen er også i højere grad indisk inspreret, med søjler, indgraveringer og farver, og gadebilledet er (i hvert fald her i Siem Reap) mere beskidt og med meget grusvej. Mht deres personlighed, så er cambodjanere mere 'charmerende' end vietnamesere - selvom vietnameserne var meget flinke og søde mennesker, så havde de også en tendens til at være en smule reserverede. Cambodjanere er derimod mere åbne og ligetil, og desuden er de bedre til engelsk, hvilket også er en kæmpe fordel.

Valutaen i Cambodja er hovedsageligt i amerikanske dollars, men alt under en dollar regnes i deres egen valuta, Riel. Det er meget mærkeligt at gå fra at regne med flere tusind dong til lige pludselig at skulle regne med dollars. Faktisk så gør vi sådan at vi regner dollarsne om til dong og derefter til danske kroner. Grunden til dette er at man hurtigt kan komme til at tænke at f.eks. 1 dollar for en sodavand ikke er særligt meget - det svarer til omkring 5-6 kr. Men i Vietnam kostede kunne en sodavand ofte koste omkring 10000 dong, hvilket svarer til omkring 2,5 kr. Det kan måske virke lidt som flueknebberi at gå op i et par kroner, men hvis man tænker sådan hver gang man skal købe noget, så kan det hurtigt løbe op. Og så sætter det også tingene lidt i perspektiv at man ved at man kan få et måltid mad for 7 kr.

Siem Reap er specielt kendt for deres gigantiske område med ufatteligt mange ruintempler fra 1100-tallet, og ikke mindst det største og mest kendte tempel, Angkor Wat, som også er på deres flag. Det er nogle fantastisk flotte og storslåede templer at gå rundt i, med enorme træer der skyder op midt i det hele med deres endnu større rødder der snor sig om de smukt graverede stenmure, og man forventer næsten at Indiana Jones eller Lara Croft springer frem rundt om hjørnet. Og fantasien ligger faktisk ikke så langt fra virkeligheden. For et af de templer vi besøgte havde været kulisse for den første Tomb Raider film fra 2001. Og det var pænt sejt at gå rundt og lege Angelina Jolie blandt de tykke rødder og de mange ruinstumper på jorden. Oh yes, feeling famous!

En anden aften var vi nogle stykker der valgte at tage ind til et traditionelt cambodjansk danseshow, med aftensmad inkluderet. Det var en rigtig hyggelig aften, og virkelig interessant at opleve nogle af deres ældgamle traditioner. Og så havde de de flotteste og mest farverige kostumer på pyntet med en masse smykker.

En anden dag var vi en gruppe der valgte at tage med tuctuc rundt og se nogle gamle landsbyer i udkanten af Siem Reap. En tuctuc kan vidst bedst beskrives som en lille hestevogn med plads til 4 personer (med lidt god vilje 6) trukket af en motorcykel. Man aftaler en pris inden (for det meste 2 dollar) og så kan man ellers blive kørt hvorhen man vil i hele byen. For ture ud af byen koster det lidt mere, og de har nogle ret opfindsomme dekorationer af deres tuctuc'ere - f.eks. har vi set en med Spiderman, en med Batman og en helt lyserød vogn. Man ser også meget mere af byen i en tuctuc, ift f.eks. at tage en taxi.
På turen rundt i udkanten af byen, så man virkelig hvor meget slum der faktisk er lige så snart man kommer bare lidt væk fra byerne. Der ligger et tykt lag af affald i vejkanterne og rundt om de små faldefærdige huse. Børnene render rundt og leger med hinanden, møgbeskidte og med deres sorte troldehår strittende ud til alle sider. Vi var nede og hilse på dem i en lille bitte landsby, og de var utroligt nysgerrige og helt vildt søde. Senere kørte vi ud til en lotusmark, hvor vi smagte på lotusfrø. De smagte lidt af ærter og nødder, og var meget besværlige at pille, men det var en sjov oplevelse.
Derefter fortsatte vi ud til et lille og meget gammelt tempel, faktisk ældre end Angkor Wat, som vi gik rundt om. Til sidst blev vi kørt tilbage, og i aften står den på natmarked, hvor der bl.a. skal købes snacks til den 12 timer lange bustur til Sihanoukville vi skal på i morgen (de har det bedste tørrede bananchips hernede! Og den tørrede mango er heller ikke værst!)

Jeg savner jer allesammen rigtig meget, og skønt vi har det rigtig godt og oplever en masse spændende ting, så glæder jeg mig utroligt meget til at se jer allesammen igen. Det er meget mærkeligt at tænke på at om 3 små uger så skal man til at have en hverdag derhjemme, uden hele tiden at være omgivet af de dejlige mennesker fra DSC. Og selvom vi selvfølgelig kommer til at se hinanden igen efterfølgende (vi har allerede planlagt 2 reunionsfester), så ved man et eller andet sted også bare at det aldrig bliver det samme som det vi har hernede. Så det er med at nyde de 3 uger vi nu har sammen i Cambodja!

RAWRRAWRRAWR

Bye bye Vietnam

Den sidste dag i Sapa havde vi fridag og den var vi nogle stykker der valgte at bruge på trekking ud til et vandfald. Der har egentlig stået trekking på vores program de sidste to dage men der kunne lige så godt have stået gåtur i landsby, og vi savnede at komme rigtigt ud og trekke. Og hold nu op hvor var det fedt! Jeg er så meget fan af at vandre rundt, krydse strømmende floder(til trods for at jeg faldt i og blev pænt våd) og gå i flere timer op og ned af bakker, i det flotteste landskab, væk fra turismen. Oven i købet gik vi forkert, så vi endte med at komme ufatteligt langt ind i junglen, helt væk fra civilisationen og gå en meget længere rute end oprindeligt planlagt. Nu er min krop fuldstændig brugt, og det er den fedeste følelse. Menmenmen inden vi rigtig forlader Vietnam vil jeg lige kort ridse de ting op som virkelig gjorde indtryk på os i løbet af turen.

Frankring koloniserede Vietnam da koloniseringen var på sit højeste i det 19. århundrede og det kan man faktisk stadig se flere steder i landet. For det første er der mange gamle, store franske villaer i udkanten af byen, og det virker umiddelbart en smule malplaceret midt i alt det vietnamesiske. Specielt i Hoi An var der rigtig mange. For det andet så sælger de franske baguettes med vietnamesisk tilberedt kylling og and på næsten hvert et gadehjørne, og hver gang man bestiller brød er det også franske baguettes man får.

På et tidspunkt snakkede jeg med en af Bosses ansatte, en ung vietnamesisk pige ved navn Butt. På et tidspunkt faldt snakken på vores familier, og hun spurgte hvor mange vi var i min familie. Da jeg svarede at jeg boede sammen med min mor, min stedfar og min lillesøster og at jeg besøgte min far og hans kæreste en gang i mellem, blev hun meget ovarrasket og blev ved med at sige hvor synd det var for mig at min mor og far ikke var sammen. Dette var til trods for at jeg gentagne gange forklarede hende at jeg havde det helt fint med det, og at jeg var opvokset med det, så det var helt naturligt for mig, og at dette var meget normalt i Danmark. Da hun så fandt ud af at min mor og far faktisk aldrig havde været gift, var hun lige ved at falde ned af stolen. Hun forklarede mig at i Vietnam mister man status, eller groft sagt 'bliver set ned på' hvis manbliver skilt. Selvfølgelig var der folk der blev skilt indimellem, men det var ikke særligt mange. Hun fortalte også at det bestemt heller ikke er godt hvis man flytter sammen med sin kæreste uden at være gift. Folk begynder at sladre om en og man bringer skam over familien. Og hvis man får et barn sammen uden at være gift er det endnu værre. I Vietnam bliver man boende hjemme, indtil man bliver gift. Når man så er blevet gift, flytter kvinden ind hos mandens familie, og skal deles med hans mor om alt det huslige arbejde. Selvfølgelig er det ikke alle der følger traditionerne helt til punkt og prikke, men i mange familier er det sådan det foregår.
Ligesom i Danmark, så vælger man helt selv hvem man vil giftes med hernede, og man kan sagtens have en kæreste, men man går ikke i seng med hinanden. I så fald bliver man nødt til at leje et hotelværelse, da de under ingen omstændigheder må sove sammen hjemme hos familierne, og det er de færreste der har råd til det. Til gengæld kører de rigtig tit ud sammen på en scooter om aftenen og så sidder de langs fortovet eller i parker og holder i hånden og snakker, hvilket ser rigtig hyggeligt ud.

Deres skole og uddannelse er i den grad anderledes fra vores. De lærer nemlig udelukkende paratviden og intet om selvstændige problemløsninger. Dette kan tydeligt ses, f.eks. når vi er ude og spise. Maden kommer når de er færdige med den, det vil sige at der er nogen der kan få sin mad efter et kvarter mens andre må vente en time - og det hjælper ikke at klage, for det gør dem bare endnu mere forvirrede. Vi er efterhånden ret sikre på at når de får en bestilling, tager de det første på listen og laver det. Så kigger de på det næste og laver det. Og selvom alle skal have forårsruller, så laver de én bestilling ad gangen - de fleste steder kan simpelthen ikke finde ud af at det ville gå hurtigere hvis man lavede dem alle på én gang.
Et andet eksempel var da Kir bestillede en mangojuice på en restaurant. Et stykke tid efter kommer tjeneren ud med en kokosnød til hende. Kir forklarer at hun ikke bestilte en kokosnød, men en mangojuice, hvorefter tjeneren står og kigger tomt på hende, som om hun ikke ved hvad hun skal gøre, og spørger så Kir "Can you drink this?". Da Kir så siger nej tak og at hun gerne vil have mangojuice, står hun igen bare og kigger forvirret, hvorefter hun går lidt rundt og til sidst får stillet kokosnødden på bordet ved siden af, og hvor den så stod resten af aftenen. Det er noget der virker så åbenlyst for os, men fordi de ikke lærer det i skolen, så er det nogle gange virkelig svært for dem at have den tankegang. Så det sker ofte at vores tålmodighed bliver sat godt og grundigt på prøve. Og så hjælper det heller ikke at de fleste vietnamesere ikke er særligt gode til engelsk.

Et andet område hvorpå vietnamesere skiller sig ud fra danskere er deres måde at reagere på voldsomme ting. I Vietnam er det utroligt vigtigt ikke at tabe ansigt, og det gør man hvis man viser følelser offentligt og bliver vred. Derfor ser man stort set aldrig vietnamesere blive sure på hinanden i trafikken, som vi jo ville gøre hjemme i Danmark. Og da de kører uden at tage forbehold for særligt mange trafikregler, så sker de ofte at de kommer i en situation hvor man tænker "Ej nu må han da skælde ham ud og give ham fingeren". Men nej. De smiler og nikker og kører blot videre (selvom man godt nogen gange kan se på dem at de allermest har lyst til at give den modkørende en ordentlig sviner).
Vi har fået at vide at hvis vi oplever et slagsmål hernede, så gælder det bare om at komme så hurtigt væk som overhovedet muligt. Slagsmålene spreder sig enormt hurtigt, og det er på ingen måde sjovt at komme i kontakt med en vietnsmeser der taber ansigt og bliver vred. Det kan godt være at de bare griner ad dig i situationen, men hvis de føler sig tilstrækkeligt fornærmede, så har de altid en gruppe venner med jernrør, de kan trække på.
Her forleden dag da vi gik hjem var der en vietnameser der var væltet på sin scooter på grund af en uopmærksom vietnamesisk fodgænger og han blev virkelig sur. Han slog ud efter fodgængeren og sparkede efter ham, og det var ret skræmmende efter alt hvad vi har hørt om slagsmål og vrede vietnamesere, så vi skyndte os bare hurtigt videre uden at kigge yderligere på optøjerne.

Desuden er vi en mindst lige så stor turistatraktion for vietnameserne som de er for os og det hænder at de stopper os og spørger om de må tage billeder sammen med os. Ofte er det på grund af den store gruppe vi er og vores højde - vi er også en enkelt gang blevet blevet spurgt om vi var et basketballhold.

Nu går turen så videre til Cambodja, og jeg glæder mig til at se hvor mange forskelle og ligheder de har med Vietnam. Vietnams kultur har jo hovedsageligt været under indflydelse af Kina, mens Cambodja og Laos har været under indflydelse af Indien, så det bliver spændende at se om forskellighederne er til at se.

Og åh gud hvor jeg dog elsker at køre i nattog. Der er en Hogwarts-agtig stemning når man lægger sig til rette og hyggesnakker hvorefter man til sidst bliver vugget stille og roligt i søvn af togets bumlende bevægelser, med den næste uventede destination i tankerne... Det kunne jeg godt vænne mig til hver nat!

Sapa

Sapa er et helt fantastisk område. Det er så anderledes fra alt andet vi hidtil har set. Naturen og udsigten imponerer konstant, og lige som man tror at man har fundet den allerflotteste udsigt kommer der overgår den første. Det er uden tvivl det smukkeste sted jeg nogensinde har været, og selvom Halong Bay var dybt imponerende, så slår Sapa det med flere længder.

De par dage vi indtil videre har tilbragt her har gået med trekking i de forskellige landsbyer i området beboet af minioritetsbefolkninger. De bor side om side med de lag-delte rismarker og er helt og aldeles selvforsynende med mad, tøj osv. Det er først inde for de seneste par år, hvor turismen rigtig er begyndt at tage fat, at de vietnamesiske damer har fundet på at sælge deres håndlavede punge, armbånd og tørklæder til os turister. Og der er i den grad kamp om os når vi kommer sådan en stor flok udlændinge til en lille bjerglandsby. Der står omkring 30-40 kvinder i traditionelle dragter med deres små børn og børnebørn på ryggen klar til at komme i kontakt med os lige så snart vi træder ud af bussen. Det kan være ret så overvældende, men de er for det meste rigtig flinke og fortæller gerne om deres børn, søskende, ægtefæller og bare generelt om deres liv i rismarkerne i Sapa. De følger med os rundt, snakker med os og spørger ind til os og de er imponerende gode til engelsk, et sprog som de udelukkende har lært ved at snakke med turister. Selvom at formålet med alt dette er at sælge os deres ting, så er det utroligt spændende at snakke med dem. Flere af de unge kvinder på omkring 22/23 år har allerede to børn og ofte 6-7 søskende. Selvom man først lovligt må blive gift når man er 19 år så er der nogle stykker som uformelt bliver gift inden og man kan faktisk se på deres udseende om en kvinde er gift eller ej - gifte kvinder må ikke klippe deres hår og de snor det lange hår flere gange rundt om hovedet i en krans og sætter det fast med en kam foran. Nogle minioritetsbefolkninger bærer rød/hvide huer, som ligner nussehuer, mens de ældste bærer noget der minder om en stor rød turban med små mønter syet fast i kanten. De har et helt fantastisk familieliv, som man kun kan beundre; børnene løber udenfor og leger sammen og kan løbe ind i lige hvilket hus de vil for alle tager sig af alles børn. Og her er utroligt mange børn. Og de ser alle så utroligt søde ud.

Den sidste dag var vi nogle stykker som gerne ville gå de lidt over 5 km hjem til Sapa efter at have været ude og se en bjerglandsby. På vejen hjem mødte vi en gruppe med børn på omkring 10 år og faldt hurtigt i snak med dem. Én af de ældste piger var rigtig god til engelsk og fortalte gladeligt om sine brødre og søstre og hendes veninder og hvor de boede henne. De tog os i hånden og fulgtes med os et godt stykke op ad vejen og de var nogle af de sødste børn vi nogensinde har set. Da vi kom til deres lille landsby i vejkanten bød de os inden for i deres hjem. Deres mor og far var ikke hjemme, de var i Sapa for at sælge deres ting så alle børnene var alene hjemme så snart de kom hjem fra skole. Der boede 6 børn, foruden deres mor og far i den mindste faldefærdige hytte, uden andre møbler end en stor sivmåtte til at sove på og et tv midt på gulvet. På de brune vægge hang der billeder af familiemedlemmer, tegninger og børnenes skolediplomer - det er tydeligt at se at det mest prestigefyldte arbejde man kan få her i landet er læge eller lærer.

Selvfølgelig havde børnene en bagtanke med at blive venner med os og efter et stykke tid kom de små håndlavede punge og armbånd frem - og vi købte det med glæde for den gæstfrihed de havde udvist og den oplevelse de havde givet os med på vejen.

Sapa er et helt fantastisk og specielt område og jeg vil mene at man ikke har oplevet Vietnam hvis ikke man har været i Sapa - naturen og befolkningen er noget ud over det sædvanlige og er så forskellig både fra Danmark men i den grad også fra resten af Vietnam.

I morgen tager vi med nattog tilbage til Hanoi, hvor vi skal være en enkelt dag hvorefter turen endelig går til Cambodja. Jeg kan næsten ikke vente!

Nattog til Sapa

Så ankom vi til Sapa efter en vild nat i nattog med vores capkupé, slik og masser af swaaag - oh yes, vi havde en fest! Det var sygt nok. Nu er vi så lige ankommet til vores hotel efter en times buskørsel, og har netop indtaget et lækkert morgenmåltid bestående af omelet, (godt!) brød og bananpandekage. OMNOMNOM.

Sapa er på mange måder en anderledes by i forhold til de andre vi har besøgt. For det første er det en meget mindre by og for det andet er omgivelserne helt enestående. Vores hotel er omgivet af en hvid tåge, som var vi på et kæmpe luftskib oppe i skyerne og i baggrunden kan man ane hvordan bjergtoppene kysser skyerne. Vi troede at vi havde nået toppen af skønhed da vi var på Halong Bay, men det er jo langtfra slut endnu. På vejen herop så vi hvordan trappeformede rismarker lå side om side op ad de stejle bjerge og hvordan de vietnamesiske damer kom gående i vejkanten i deres traditionelle farverige klædedragter med store, runde sølvøreringe i ørene og flettede kurve på ryggen. Der var grupper af børn, der ikke kan have været mere end 10 år, som fragtede mindre grupper af bøffler op af bjerget langs vejkanten og helt små børn som løb rundt og legede med hinanden mellem de små faldefærdige huse, som var deres hjem.

Temperaturen heroppe er meget mere behagelig end vi før har oplevet. Her er køligere, luften er meget mere frisk, og for første gang siden vi ankom kan vi nu sidde ganske normalt på en stol uden at sveden løber ned af ryggen på én i små dråber. Vi har nu kort sagt hvad der svarer til en god dansk sommer. Lækkert!

Senere tog vi en tur på markedet for at prutte om prisen med de sødeste gamle damer der sad i deres traditionelle klædedragt og syede og solgte alt lige fra armbånd, sengetæpper og nederdele til hatte, lykkefugle og øreringe. De er så søde og flotte i deres farvestrålende tøj og man kan ikke andet end at blive fascineret af deres udseende.

De næste par dage står på trekking i bjergene, hvilket jeg glæder mig vildt meget til. Vi fik en forsmag på det, da vi var ude og rapelle på vores Easy Rider, og selvom det var hårdt, så var der også noget enormt fedt ved at klatre gennem den jungleagtige skov. Og så er det ellers bare med at nyde det sidste af Vietnam inden vi smutter videre til Cambodja om en lille uges tid.