Praktikophold på Filippinerne

12 moduler og 3 år er gået, siden jeg startede på ergoterapistudiet på Metropol i februar 2014. Det har været en utrolig spændende tid, hvor jeg har fået så meget ny viden, mødt en masse skønne mennesker og ikke mindst lært mig selv, mine styrker og svagheder meget bedre at kende. I slutningen af marts skydes bachelorskrivningen igang, men inden da skal studietiden rundes af med et brag - jeg har nemlig valgt at tage mit modul 13, som er mit sidste modul inden bachelorskrivningen, som praktik på Filippinerne. Gennem organisationen Projects Abroad, har jeg fået arrangeret 6 ugers frivilligt arbejde på Cebu, Filippinerne, og jeg glæder mig helt utroligt meget!

Mandag d. 6 februar stiger jeg derfor på et fly til Heathrow, derefter til Hong Kong for til sidst at ende i Cebu på Filippinerne. Her skal jeg så tilbringe 6 uger, og lander først i Danmark igen d. 19. marts. Under mit ophold er jeg tilknyttet et fysioterapeutisk rehabiliteringscenter, hvor jeg skal foretage selvstændige ergoterapeutiske interventioner af borgerne i Cebu. Jeg vil være tilknyttet en ergoterapeut, som jeg bl.a. skal følge på hjemmebesøg og under interventioner på rehabiliteringscenteret. Jeg skal arbejde fra 8-16, mandag til fredag, hvor jeg vil have weekenden fri, så det er en god standard arbejdsuge. 

Noget af det jeg glæder mig allermest til, er at jeg skal bo hos en filippinsk værtsfamilie under mit ophold. Familien består af en far, mor og deres to sønner. Det vil hovedsageligt moderen Vivian, jeg har kontakt med. Det er Projects Abroad som har hjulpet mig med at finde værtsfamilien, og udover familien, bor der også 2 andre undenlandske studerende, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg rejser nemlig alene derned, så det bliver rart med nogle andre studerende, både til faglig sparring, men også til socialt samvær, og evt. nogle man kunne tage ud og opleve noget med i fritiden. Vi bor 400 meter fra stranden, så mon ikke der også bliver tilbragt en del timer der. Vi spiser morgenmad og aftensmad sammen med familien, og Vivian sørger for at vi får frokost med på arbejde - det ser jeg virkelig frem til!  

Jeg har tænkt meget over hvilken samfundsklasse jeg møder dernede, og mine fordomme går på at det hovedsageligt vil være den mere velhavende del af befolkningen jeg i min praktik vil komme i kontakt med. På Filippinerne betaler man selv for alle former for sundhedspleje, og mit bud er at de mindre velhavende borgere fravælger rehabiliteringsmuligheder, fordi det simpelthen er for dyrt. Men det er bare en tanke, det kan være at jeg bliver overrasket.

Nogle af jer vil måske kunne huske at jeg havde denne rejseblog da jeg i år 2013 var 3 måneder på højskole i Vietnam og Cambodja. Her fortalte jeg om stort og småt, og holdt jer opdateret med mine eventyr, suppleret med billeder. Jeg har igen tænkt mig at gøre brug af bloggen som kommunikationsplatform, hvor jer der har lyst, kan læse om mine oplevelser og mødet med den asiatiske kultur, denne gang set fra en ergoterapeutstuderendes synspunkt. Jeg håber at I vil følge med, når jeg d. 6. februar stiger mod de varmere himmelstrøg, for at få udvidet min faglige, kulturelle og sociale horisont, og forhåbentligt kommer hjem med mange nye kompetencer i bagagen! 

All Good Things Come To An End

Så er eventyrrejsen snart ved at være slut, men inden vi lukker helt af, så lige et par ord om de sidste dages oplevelser i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. 

Cambodja har på samme måde som Europa oplevet krig og tortur gennem tiden. Ligesom vi har Holocaust i Europa så har de her en gruppe kaldet Khmer Rouge. Folk skulle underlægge sig deres ekstreme kommunisme og de der satte sig imod, blev ført væk til hvad der svarer til en koncentrationslejr hvor de blev tortureret og i sidste ende dræbt. Det var hovedsageligt borgerne, de interlektuelle og håndværkerne der blev før bort for man ville have et bondesamfund uden lærde folk til at sætte sig imod regeringen. Man behøvede ikke have en undskyldning for at føre folk væk, og flere tusinder cambodjanere blev taget bort fra deres familie og ført til koncentrationslejrene, ligesom jøderne blev det under 2. verdenskrig i 40'erne. Forskellen er blot at dette forgik mere end 20 år senere, helt op til 1979. Ligesom med Holocaust, er der stadig folk idag der ikke tror på at Khmer Rouges tortur og drab af civile borgere har fundet sted. 

Vi var en dag henne og se et af de fængsler hvor de tilfangetagne blev ført hen. Det var et tidligere gymnasium, som fra den ene dag til den anden var blevet lavet om til et fængsel, fordi de skulle bruge steder at opbevare fangerne. Der var en ubehagelig stemning lige så snart man trådte ind på området, og den klamme følelse af afsky og ubehag skyllede ind over en. Det var ikke en ny følelse, det var en velkendt følelse, samme følelse som jeg havde haft på Alcatraz, i Frøslevlejeren og ved Cu Chi tunnellerne, bortset fra at dette var 100 gange værre. Det var følelsen af at være et sted, velvidende om at her har flere tusinder levet et forfærdeligt liv med en hverdag bestående af hårdt arbejde, sult, tortur og med døden ventende rundt om det næste hjørne. Vi så ansigterne på de mange børn, der ikke kan have været meget mere end ti år, som var blevet truet på livet til at torturere og dræbe deres egne landsmænd, og i værste tilfælde deres egne forældrer. Vi så cellerne, på 1 gange 2 meter, hvor ofrene havde ligget, bundet sammen på hænder og fødder og til sidst var blevet skudt. Vi så galgerne hvorfra de var blevet hængt med hovedet nedad til de mistede bevidstheden, hvorefter man dyppede deres hoveder ned i beskidt, klamt og koldt vand så de vågnede igen, og derefter gentog processen. Det gav en myrekryb at gå rundt på det nøjagtig samme sted, hvor flere tusind mennesker kun 35 år tidligere havde oplevet ting som disse. 

Hvorvidt det var ubehagen ved denne tanke, eller den stærke varme kombineret med de lange bukser og trøjer vi skulle have på i respekt for stedet ved jeg ikke, men jeg fik det til sidst så dårligt at jeg måtte sætte mig ud i bussen med en kold flaske vand til de andre kom tilbage. Nana havde desværre været så uheldig at fange en madforgiftning og fik det rigtig skidt, og da jeg også var lidt halvdårlig valgte jeg at tage med hende tilbage til hotellet, mens de andre fortsatte turen ud til Killing Fields, som er en af de mange massegrave hvor man begravede de utallige lig. Mange familier mistede deres mænd, hustruer og børn, og fandt dem aldrig igen. De fleste blev ført væk uden at vide sandheden - lærerne fik at vide at de skulle hen på en anden skole for at undervise, lægerne et andet hospital osv men i stedet blev de ført direkte i fængsel. Der er stadig rigtig mange cambodjanere idag der ikke ved hvad der er sket med deres kære, ca. 50 % af dem er idag påvirket af det på en eller anden måde. Sandsynligheden for at de undslap var meget lille; ud af de mange tusind der kom i fængsel er kun en håndfuld på 5-6 stykker overlevet til idag. Resten findes et sted i massegravene. 

Man kan godt mærke at Cambodja er et fattigere land end Vietnam. F.eks var der ikke særligt mange tiggere på gaderne i Vietnam og de få der var, var for det meste meget gamle. I Cambodja er der mange flere tiggere, og ofte er det mødre der sidder på gaden med deres små børn. Om aftenen og natten lægger de sig til at sove på et stykke pap på fortorvet, og det er utroligt hårdt at se små børn, helt ned på under et år, ligge og sove på et sykke pap på gaden. Man har virkelig meget lyst til at hjælpe dem og give dem nogle penge, men man ved også bare at der ligger ti mere nede af gaden, som har det lige så slemt eller værre. Vi har nogle gange gjort det at vi har fået resterne af vores frokost eller aftensmad med i en doggybag og har givet det til dem på gaden, men det hjælper jo ikke særlig mange i det lange løb, så vi har snakket meget om at give penge til en forening når vi kommer hjem, som tager sig af de fattige i Cambodja, specielt børn eller blive planfader til et barn hernede, og give et beløb hver måned. På den måde er man sikker på at penge bliver brugt fonuftigt og fordelt lige, og det vil hjælpe mere end bare at give dem en dollar hernede. 

Og til noget lidt mere muntert, lørdag aften var vi i byen for at fejre Trines fødselsdag og det blev gjort med manér, på bøssebar med dragshow! Det var virkelig en oplevelse, med kostumer, fyldt med glimmer, fjer og masser af farver og parykker, virkelig energiske dansere der havde serier med både popping, locking og wacking, som jo bare er de fedeste danse nogensinde - og da det jo oprindeligt er stilarter opfundet af bøsser i New Yorks undergrundsmiljø, så var det bare endnu federe! De havde åbenbart hørt en lille fugl synge om at Trine havde fødselsdag, så hun blev hevet op på scenen, og fyrede den af med ladyboyen til 'Born This Way' - virkelig en speciel og sjov oplevelse der klart kan anbefales, til trods for at de tydeligt mimede til alle sangene, og man sagtens kunne se at de ikke engang kunne ordene, men det var også det der var med til at gøre det så skævt og underholdende.

Desværre har jeg været lidt halvsløj de sidste par dage, og lå hjemme hele dagen, både søndag og mandag med influenzalignende symptomer og har næsten ikke kunne klemme en bid mad ned. Udover at jeg havde lidt dårlig mave på et tidspunkt i Nha Trang, så er det her den første gang på hele turen jeg har haft det skidt, så man må sige at jeg er sluppet heldigt i forhold til mange af de andre på holdet. Lige nu ønsker jeg bare mest af alt at det går over inden vi skal hjem - kan ikke lige overskue at skulle flyve i alt 16 timer i den her tilstand. Men jeg har fået sovet en masse og drukket en masse vand, så mon ikke jeg nok skal nå at få det bedre. 

Det er så mærkeligt at tænke på at det hele er ved at være slut nu og at hele vores DSC familie snart spredes for alle vinde. Det har været en fantastisk rejse med oplevelser jeg ikke engang kunne forestille mig jeg skulle opleve selv i mine vildeste drømme. Alle folk har været fantastiske og har hver især bidraget med en masse gode ting på turen. Man er så vant til at der sker noget nyt og spændende hver dag, og at man altid kan finde nogle at tage med ud og spise eller på udflugter sammen med, og selvom det bliver skønt at komme hjem så frygter jeg også at det bliver lidt ensomt. Man har vænnet sig til at sove, spise og have en hverdag sammen, og det er virkelig mærkeligt at tænke på at man nu skal hjem og have en hverdag som før man tog afsted. Man sætter lige pludselig ens egen hverdag og kultur i perspektiv, og tænker lige en ekstra gang over hvorfor man egentlig gør som man gør - og om man kunne gøre det anderledes. Man føler sig pludselig utroligt priviligeret, og indser hvor stor en indflydelse det har hvilken verdensdel man er født i, og hvilke normer der er. Man har ufatteligt meget lyst til at hjælpe andre, så de kan få alle de muligheder som man selv har haft gennem livet, for hvorfor er det lige præcis mig der har fået de muligheder men ikke alle mulige andre? Jeg tror på at vi alle er født med et stort potientiale, og dem der har ressourcerne, passionen og drivkraften kan udnytte det til fulde, mens dem der ikke har i stedet må sidde og kigge på - og det er med den tanke liggende i baghovedet jeg nu forlader Cambodja, og det er det jeg i fremtiden for så vidt muligt vil forsøge at ændre på. Jeg kan nok ikke ændre verdenstilstanden alene, men det er en start og alle store rejser begynder med et enkelt skridt.

Så tak dejlige DSC mennesker, tak Vietnam og tak Cambodja for at have givet mig så mange oplevelser og udvidet min horisont. Jeg ville på ingen måde have været foruden. 

Jungle Walk, snorkeltur pt. 2 og masser af munke

Idag er det Evas fødselsdag, hurra hurra hurraaaaa! Hej Eva! Millioner gange tillykke med din fødselsdag! Har du fået mit kort? Jeg har en masse gaver til dig som du får når jeg kommer hjem om ikke ret længe - indtil da håber jeg at du har fået nogle gode gaver af mor og Niels. Glæder mig til at se dig igen! 

Den sidste uge i Sihanoukville har været en god blandning af filosofiundervisning, solbadning ved poolen (vi skal jo lige have den sidste tan på plads!) og diverse udflugter om eftermiddagen som vi selv har arrangeret. Vi har i høj grad været afhængig af vejret som har to indstillinger hernede: en hvor der er så høj sol at man bliver stegt så snart man træder ud af døren og en hvor det tisøsregner i flere timer akompaneret af buldrende torden og vilde lyn. Man kan sige at det måske gør det en smule mere udfordrende at planlægge udflugter, udover at kommunikationen med de lokale tourarrangører også kan give nogle problemer en gang i mellem. F.eks prøvede vi at få arrangeret en kajaktur på en halv dag og vi fik at vide af firmaet at det sagtens kunne lade sig gøre. Vi gik alle og glædede os helt vildt til det, indtil vi tilfældigvis fik spurgt receptionisten på hotellet hvor det egentlig var henne, og det så viste sig at det var to dages rejse herfra. En mindre detalje de havde glemt at nævne hos tourfirmaet (så der blev ikke noget kajaktur til os denne gang). 

Men i stedet for kom vi på 3 timers intens Jungle Walk i Cambodjas jungle. Vi havde fået en lokal guide til at følge os op på toppen af et bjerg, tæt begroet med vildt junglekrat og høje træer med gigantiske rødder. Vi gik stejlt opad af en meget lille og meget mudret smal sti i rigtig lang tid, og så (og mærkede på egen krop) tonsvis af igler og myg og et tusindben i ny og næ. Det var utroligt hårdt at vandre stejlt opad en smal muddersti i en atmosfære der mest af alt minder om Randers Regnskov. Udsigten på toppen af bjerget var til gengæld helt fantastisk storslået, og var 100% det værd. Man følte sig ubeskriveligt fri og uden hæmninger og bekymringer som man stod oppe på den smalle klippe og kiggede udover det flotte landskab. 

Vejen ned skabte dog en del problemer pga den klamme muddersti, og balanceevnen skulle virkelig være på plads (ikke også Trine?). Desuden blev mig, Mette, Marion og Trine, der dannede bagtrop efterladt af de andre der gik sammen med vores guide, så vi kom ud på lidt af en overlevelsestur for os selv! Men vi kom alle helskindede hjem, i god behold og en oplevelse rigere. 

Vores dykker/snorkletur gik forresten også helt fint, hvis man ser bort fra at vejret ikke ligefrem var med os. Det var overskyet og regnede, og var bestemt ikke optimalt snorklevejr. Desuden hjalp det heller ikke at vores båd konstant lænede virkelig meget til den ene side og gyngede meget - stakkels Trine fyldte 20 år den dag, men måtte tilbringe størstedelen af den med hovedet ud over rælingen på grund af søsyge (bare rolig vi fik heldigvis fejret hende med manér dagen efter da vi kom tilbage). 

Selve øen hvor vi skulle overnatte var egentlig fin nok, med lang hvid strand og mange barer og restauranter langs, men igen var vejret ikke noget at råbe hurra for, og desuden var der ubeskriveligt mange myg. Så det passede vist egentlig de fleste meget fint at tage hjem om formiddagen næste dag. 

Igår var vi 5 piger som betalte en tuctuc mand  ti dollars for at køre os rundt i to timer og så kom vi ellers ud til forskellige templer og monumenter i området. Det var nogle rigtig flotte templer, og meget anderledes end dem vi hidtil har set med en masse små flag hængende overalt og flotte farverige statuer alle vegne. Desuden var de mange steder igang med at male porte, huse og dekorationer røde - hvorfor ved vi ikke helt. Der gik flere munke rundt i deres klare orange dragter og små børn rendte rundt og fangede haletudser i et gammelt springvand. Vi fik lov til at tage et billede af munkene, og ville også gerne give dem nogle penge som tak for at vi måtte se deres tempel. Men munke må ikke røre ved penge, det symboliserer alt det materielle som de skal lægge afstand til og give afkald på for at nå Nirvana - derfor fandt de et lille fad frem som vi kunne lægge pengene på i stedet. Selvom vi ikke kunne snakke med dem så virkede de rigtig sympatiske og flinke, og ham munken vi spurgte om vi måtte tage billede af blev næsten helt forlegen og smilede fjollet da vi tog billeder af ham og det var simpelthen så sødt. 

Idag rejser vi med bus videre til Phnom Penh, som er vores allersidste destination på vores lange eventyrrejse. Vi nyder de sidste dage så meget som vi overhovedet kan, selvom snakken hovedsageligt går på hvad man skal have at spise når man kommer hjem og hvor dejligt det bliver at lægge i ens egen seng igen. MUMS!

Regn, filosofi, regn, strandtur og regn.

Tusind gange tillykke med fødselsdagen, Niels! Håber du havde en rigtig god dag, og blev godt fejret af alle dem derhjemme! Har købt en gave til dig som jeg er spændt på at se om du kan regne ud hvad skal bruges til, uden at jeg siger noget - den opgave får du når jeg kommer hjem. 

Vi kan nu efter godt to ugers ophold i Cambodja konstatere at de på visse områder minder meget om vietnameserne: når vi er ude og spise så kommer maden når den nu kommer, med de forsinkelser der nu måtte være, og rengøringsdamerne sidder ofte på vores værelser og ser tv, spiller på deres mobil, spiller fløjte osv. når de skal gøre rent. Så ikke så mange ændringer dér (det hurtige visum i lufthavnen var vist mere undtagelsen end reglen). Til gengæld så dytter de slet ikke ad hinanden på vejene, hvilket er utroligt dejligt! I Vietnam dytter de konstant af hinanden; de brugte de mere som en "pas på rundt om hjørnet for her kommer jeg" hver gang de skulle dreje ned af selv den mest ubefærdede vej i stedet for ar bruge det som en reel advarsel. Så det er skønt!

Sihanoukville er bl.a. kendt for sine syv strande, der alle ligger i tuctuc afstand. En dag valgte vi nogle stykker at tage hen til Otres Beach, hvor vi tilfældigvis fik lagt os et sted hvor de bl.a. havde "Happy Herb Pizza", "Super Happy Herb Pizza" og "Weed and Mushroom Shake". Man kan sige at vi måske havde fået et vist hint om hvad det var for et sted ved de tunge Bob Marley rytmer de spillede i baggrunden og det kæmpe skilt ude foran, hvor der stod "Joints 1.50 $", men vi kan tilsyneladende ikke tage et vink med en vognstang. Men det var en vildt hyggeligt dag, med masser af sol, lækkert hav og smuk solnedgang på første række - luksus! 

Dagen efter forsøgte vi at gentage succeen, men regnen stod pludselig ned i lårtykke stråler (okay, måske skulle vi have forstået hintet med de store, tunge , grå skyer der var på himlen. Igen, vi fatter ikke et vink med en vognstang). Så vi tog rimelig hurtigt hjem igen, for derefter at tage i biffen! At gå i biografen i Cambodja er ikke helt det samme som at gå i biografen derhjemme. Det foregår sådan at der er mange små rum, med alt mellem 2-7 store, dejlige flydestole i hvert rum, en fladskærm og en computer slået til. Så får man sit eget rum, afhængig af hvor mange man er, og så kan man ellers vælge mellem flere tusind downloadede film på computeren. Vi endte med at se Charlie og Chokoladefabrikken, og det var simpelthen så hyggeligt! Så næste gang det regner, ved vi godt hvad vi skal lave. 

Og det må siges at regne ret ofte hernede. Regnsæsonen starter i maj og det kan mærkes! Vi har haft de vildeste regnskyl, med dertilhørende lyn og buldrende torden. Jeg er ikke særligt bange for uvejr, men det hernede kan godt nogen gange virke lidt skræmmende, fordi det er så voldsomt. 

Undervisningen i filosofi er, efter min mening utroligt god. Som sagt har jeg aldrig været så stor fan af faget, men vores underviser Tville er rigtig god. Vi kigger på cases, diskuterer etik, har meget gruppearbejde, og så er hun bare rigtig god til at gøre det spændende og relevant for os. Hun interesserer sig også meget for os, og det var også hende der foreslog om vi ikke skulle have en oldgræsk togafest og tage ud og spise sammen og både hende og Bosse var med os i byen. Igår havde vi undervisning på stranden, hvor vi bl.a. skulle bygge etiske sandslotte og svare på quizzer. Vildt hyggeligt! 

Idag har vi arrangeret en bådtur, hvor dem der har dykkercertifikat kan komme ud og dykke og resten af os kan snorkle. Vi skal overnatte i bungalows på en lille ø, og så er vi tilbage på søndag. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud og snorkle igen og så krydser vil ellers bare fingrer for at vejret holder så ikke vi laver en Booze Cruise pt. 2.

Ps den nye version af Blogger app'en irrirerer mig grænseløst, og selvom der nu er blevet rettet op på skriften, så er jeg denne gang ikke sikker på om billederne er i orden - men vi får at se! 

Sihanoukville (og verdens værste frokost)

Okay, så jeg lavede den fejl at opdatere min blogger-app og nu er skriften så blevet pænt grim... Sorry! 

Men så ankom vi til Sihanoukville efter en 12 times lang bustur. Og hvilken bustur. Efter at have kørt i et stykke tid holdt air connie op med at virke (og der bliver altså som et drivhus efter få minutter i den her varme), så vi måtte stoppe og vente på en ny bus. Efter et stykke tid var vi endelig på vejen igen, men så blev det tid til frokost. Og det kan vist roligt beskrives som den værste frokost i mit liv. Stedet hvor det var blevet planlagt at vi skulle holde ind til frokost, var åbenbart et sted hvor de lokale kvinder gik rundt med fugleedderkopper i hånden og de små børn rendte rundt og legede med dem som var det små kattekillinger. De gik rundt med store plader med stegte edderkopper og fårekyllinger som man kunne købe, og aldrig i mit liv har jeg været så skræmt. Det var det mest ubehagelige i verden at sidde og spise frokost velvidende om at der gik cambodjanere rundt og viste edderkopperne frem som turistattraktion, og til trods for at de ikke måtte gå ind på området hvor vi sad og spiste, så kunne man se dem gå rundt med deres små behårede sataner i hånden og smilende vise dem frem. Da der på et tidspunkt kom en dame gående med en fugledderkop på maven lidt for tæt på os,  blev det simpelthen for meget for mig og jeg brød sammen og begyndte at tude. Det er uden tvivl det klammeste jeg nogensinde har oplevet, men heldigvis var der nogle søde piger ved siden af mig der lagde armen om mig og fik beroliget mig så jeg kunne få skovlet min mad ind og komme tilbage i bussen igen. Min reaktion kan måske virke som lidt af en overdrivelse, men folk som kender mig ved at jeg ikke kan fordrage edderkopper.

Som sagt viser man ikke stærke følelser offentligt hernede, og hvis man gør, så forstår de det ikke og reagerer ved at smile eller grine, og servetricerne stod også åbenlyst lige ved siden af mig og bare gloede og smilte lidt da jeg lige pludselig sad med tårer i øjnene. De har heller ikke særligt mange hæmninger og forstår ikke begrebet om personligt rum - altså det med at vi holder en bestemt afstand til folk når vi f.eks. står og snakker med dem. Det er ikke unormalt at både vietnameserne og cambodjanerne kommer helt tæt på en når man snakker med dem og ofte så rør de også ved én. Netop af den grund var det virkelig ubehageligt at sidde og indtage sin frokost, mens de lokale kvinder gik rundt om os med en kæmpe behåret edderkop på maven og små børn rendte rundt med dem i hånden - det ville ikke ovarraske mig hvis de lige pludselig gik hen til os med den, og på grund af vores kulturelle barrierer ville de slet ikke kunne forstå hvorfor nogle af os ville vise så stærke følelser og blive bange for edderkoppen. De ville højst sandsynligt bare grine. 

Menmenmen nu er vi ankommet til Sihanoukville, og der er ingen som er døde. Her er meget mere storbysagtigt end i Siem Reap, og de har ligefrem asfalt på vejene.

Igår da vi var i byen mødte vi en person vi navngav Dory - en fyr der var så fuld at han konstant hentede øl til os i baren og glemte at få penge tilbage for dem. Og i dag da vi gik hjem om aftenen efter at have været ude og spise aftensmad, lå der en ko i vejkanten, lige uden for vores hotel, helt alene og tyggede drøv. Det er bare sådan noget man oplever i Cambodja. 

Desuden er der mørkt, groft brød og ost til morgenmaden her på hotellet hvilket vi alle er meget begejstrede for! MUMS! 

På mandag starter vores undervisning i filosofi, som kører over de næste to uger. Jeg er meget spændt på at se hvad det er for noget, da jeg havde psykologi i stedet for filosofi i gymnasiet, og de få gange jeg har stiftet bekendtskab med det, har det været dødens pølse. Men vores underviser virker rigtig sød, frisk og åben så jeg håber det bedste!