Men så ankom vi til Sihanoukville efter en 12 times lang bustur. Og hvilken bustur. Efter at have kørt i et stykke tid holdt air connie op med at virke (og der bliver altså som et drivhus efter få minutter i den her varme), så vi måtte stoppe og vente på en ny bus. Efter et stykke tid var vi endelig på vejen igen, men så blev det tid til frokost. Og det kan vist roligt beskrives som den værste frokost i mit liv. Stedet hvor det var blevet planlagt at vi skulle holde ind til frokost, var åbenbart et sted hvor de lokale kvinder gik rundt med fugleedderkopper i hånden og de små børn rendte rundt og legede med dem som var det små kattekillinger. De gik rundt med store plader med stegte edderkopper og fårekyllinger som man kunne købe, og aldrig i mit liv har jeg været så skræmt. Det var det mest ubehagelige i verden at sidde og spise frokost velvidende om at der gik cambodjanere rundt og viste edderkopperne frem som turistattraktion, og til trods for at de ikke måtte gå ind på området hvor vi sad og spiste, så kunne man se dem gå rundt med deres små behårede sataner i hånden og smilende vise dem frem. Da der på et tidspunkt kom en dame gående med en fugledderkop på maven lidt for tæt på os, blev det simpelthen for meget for mig og jeg brød sammen og begyndte at tude. Det er uden tvivl det klammeste jeg nogensinde har oplevet, men heldigvis var der nogle søde piger ved siden af mig der lagde armen om mig og fik beroliget mig så jeg kunne få skovlet min mad ind og komme tilbage i bussen igen. Min reaktion kan måske virke som lidt af en overdrivelse, men folk som kender mig ved at jeg ikke kan fordrage edderkopper.
Som sagt viser man ikke stærke følelser offentligt hernede, og hvis man gør, så forstår de det ikke og reagerer ved at smile eller grine, og servetricerne stod også åbenlyst lige ved siden af mig og bare gloede og smilte lidt da jeg lige pludselig sad med tårer i øjnene. De har heller ikke særligt mange hæmninger og forstår ikke begrebet om personligt rum - altså det med at vi holder en bestemt afstand til folk når vi f.eks. står og snakker med dem. Det er ikke unormalt at både vietnameserne og cambodjanerne kommer helt tæt på en når man snakker med dem og ofte så rør de også ved én. Netop af den grund var det virkelig ubehageligt at sidde og indtage sin frokost, mens de lokale kvinder gik rundt om os med en kæmpe behåret edderkop på maven og små børn rendte rundt med dem i hånden - det ville ikke ovarraske mig hvis de lige pludselig gik hen til os med den, og på grund af vores kulturelle barrierer ville de slet ikke kunne forstå hvorfor nogle af os ville vise så stærke følelser og blive bange for edderkoppen. De ville højst sandsynligt bare grine.
Menmenmen nu er vi ankommet til Sihanoukville, og der er ingen som er døde. Her er meget mere storbysagtigt end i Siem Reap, og de har ligefrem asfalt på vejene.
Igår da vi var i byen mødte vi en person vi navngav Dory - en fyr der var så fuld at han konstant hentede øl til os i baren og glemte at få penge tilbage for dem. Og i dag da vi gik hjem om aftenen efter at have været ude og spise aftensmad, lå der en ko i vejkanten, lige uden for vores hotel, helt alene og tyggede drøv. Det er bare sådan noget man oplever i Cambodja.
Desuden er der mørkt, groft brød og ost til morgenmaden her på hotellet hvilket vi alle er meget begejstrede for! MUMS!
På mandag starter vores undervisning i filosofi, som kører over de næste to uger. Jeg er meget spændt på at se hvad det er for noget, da jeg havde psykologi i stedet for filosofi i gymnasiet, og de få gange jeg har stiftet bekendtskab med det, har det været dødens pølse. Men vores underviser virker rigtig sød, frisk og åben så jeg håber det bedste!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar