fredag den 3. maj 2013

Bye bye Vietnam

Den sidste dag i Sapa havde vi fridag og den var vi nogle stykker der valgte at bruge på trekking ud til et vandfald. Der har egentlig stået trekking på vores program de sidste to dage men der kunne lige så godt have stået gåtur i landsby, og vi savnede at komme rigtigt ud og trekke. Og hold nu op hvor var det fedt! Jeg er så meget fan af at vandre rundt, krydse strømmende floder(til trods for at jeg faldt i og blev pænt våd) og gå i flere timer op og ned af bakker, i det flotteste landskab, væk fra turismen. Oven i købet gik vi forkert, så vi endte med at komme ufatteligt langt ind i junglen, helt væk fra civilisationen og gå en meget længere rute end oprindeligt planlagt. Nu er min krop fuldstændig brugt, og det er den fedeste følelse. Menmenmen inden vi rigtig forlader Vietnam vil jeg lige kort ridse de ting op som virkelig gjorde indtryk på os i løbet af turen.

Frankring koloniserede Vietnam da koloniseringen var på sit højeste i det 19. århundrede og det kan man faktisk stadig se flere steder i landet. For det første er der mange gamle, store franske villaer i udkanten af byen, og det virker umiddelbart en smule malplaceret midt i alt det vietnamesiske. Specielt i Hoi An var der rigtig mange. For det andet så sælger de franske baguettes med vietnamesisk tilberedt kylling og and på næsten hvert et gadehjørne, og hver gang man bestiller brød er det også franske baguettes man får.

På et tidspunkt snakkede jeg med en af Bosses ansatte, en ung vietnamesisk pige ved navn Butt. På et tidspunkt faldt snakken på vores familier, og hun spurgte hvor mange vi var i min familie. Da jeg svarede at jeg boede sammen med min mor, min stedfar og min lillesøster og at jeg besøgte min far og hans kæreste en gang i mellem, blev hun meget ovarrasket og blev ved med at sige hvor synd det var for mig at min mor og far ikke var sammen. Dette var til trods for at jeg gentagne gange forklarede hende at jeg havde det helt fint med det, og at jeg var opvokset med det, så det var helt naturligt for mig, og at dette var meget normalt i Danmark. Da hun så fandt ud af at min mor og far faktisk aldrig havde været gift, var hun lige ved at falde ned af stolen. Hun forklarede mig at i Vietnam mister man status, eller groft sagt 'bliver set ned på' hvis manbliver skilt. Selvfølgelig var der folk der blev skilt indimellem, men det var ikke særligt mange. Hun fortalte også at det bestemt heller ikke er godt hvis man flytter sammen med sin kæreste uden at være gift. Folk begynder at sladre om en og man bringer skam over familien. Og hvis man får et barn sammen uden at være gift er det endnu værre. I Vietnam bliver man boende hjemme, indtil man bliver gift. Når man så er blevet gift, flytter kvinden ind hos mandens familie, og skal deles med hans mor om alt det huslige arbejde. Selvfølgelig er det ikke alle der følger traditionerne helt til punkt og prikke, men i mange familier er det sådan det foregår.
Ligesom i Danmark, så vælger man helt selv hvem man vil giftes med hernede, og man kan sagtens have en kæreste, men man går ikke i seng med hinanden. I så fald bliver man nødt til at leje et hotelværelse, da de under ingen omstændigheder må sove sammen hjemme hos familierne, og det er de færreste der har råd til det. Til gengæld kører de rigtig tit ud sammen på en scooter om aftenen og så sidder de langs fortovet eller i parker og holder i hånden og snakker, hvilket ser rigtig hyggeligt ud.

Deres skole og uddannelse er i den grad anderledes fra vores. De lærer nemlig udelukkende paratviden og intet om selvstændige problemløsninger. Dette kan tydeligt ses, f.eks. når vi er ude og spise. Maden kommer når de er færdige med den, det vil sige at der er nogen der kan få sin mad efter et kvarter mens andre må vente en time - og det hjælper ikke at klage, for det gør dem bare endnu mere forvirrede. Vi er efterhånden ret sikre på at når de får en bestilling, tager de det første på listen og laver det. Så kigger de på det næste og laver det. Og selvom alle skal have forårsruller, så laver de én bestilling ad gangen - de fleste steder kan simpelthen ikke finde ud af at det ville gå hurtigere hvis man lavede dem alle på én gang.
Et andet eksempel var da Kir bestillede en mangojuice på en restaurant. Et stykke tid efter kommer tjeneren ud med en kokosnød til hende. Kir forklarer at hun ikke bestilte en kokosnød, men en mangojuice, hvorefter tjeneren står og kigger tomt på hende, som om hun ikke ved hvad hun skal gøre, og spørger så Kir "Can you drink this?". Da Kir så siger nej tak og at hun gerne vil have mangojuice, står hun igen bare og kigger forvirret, hvorefter hun går lidt rundt og til sidst får stillet kokosnødden på bordet ved siden af, og hvor den så stod resten af aftenen. Det er noget der virker så åbenlyst for os, men fordi de ikke lærer det i skolen, så er det nogle gange virkelig svært for dem at have den tankegang. Så det sker ofte at vores tålmodighed bliver sat godt og grundigt på prøve. Og så hjælper det heller ikke at de fleste vietnamesere ikke er særligt gode til engelsk.

Et andet område hvorpå vietnamesere skiller sig ud fra danskere er deres måde at reagere på voldsomme ting. I Vietnam er det utroligt vigtigt ikke at tabe ansigt, og det gør man hvis man viser følelser offentligt og bliver vred. Derfor ser man stort set aldrig vietnamesere blive sure på hinanden i trafikken, som vi jo ville gøre hjemme i Danmark. Og da de kører uden at tage forbehold for særligt mange trafikregler, så sker de ofte at de kommer i en situation hvor man tænker "Ej nu må han da skælde ham ud og give ham fingeren". Men nej. De smiler og nikker og kører blot videre (selvom man godt nogen gange kan se på dem at de allermest har lyst til at give den modkørende en ordentlig sviner).
Vi har fået at vide at hvis vi oplever et slagsmål hernede, så gælder det bare om at komme så hurtigt væk som overhovedet muligt. Slagsmålene spreder sig enormt hurtigt, og det er på ingen måde sjovt at komme i kontakt med en vietnsmeser der taber ansigt og bliver vred. Det kan godt være at de bare griner ad dig i situationen, men hvis de føler sig tilstrækkeligt fornærmede, så har de altid en gruppe venner med jernrør, de kan trække på.
Her forleden dag da vi gik hjem var der en vietnameser der var væltet på sin scooter på grund af en uopmærksom vietnamesisk fodgænger og han blev virkelig sur. Han slog ud efter fodgængeren og sparkede efter ham, og det var ret skræmmende efter alt hvad vi har hørt om slagsmål og vrede vietnamesere, så vi skyndte os bare hurtigt videre uden at kigge yderligere på optøjerne.

Desuden er vi en mindst lige så stor turistatraktion for vietnameserne som de er for os og det hænder at de stopper os og spørger om de må tage billeder sammen med os. Ofte er det på grund af den store gruppe vi er og vores højde - vi er også en enkelt gang blevet blevet spurgt om vi var et basketballhold.

Nu går turen så videre til Cambodja, og jeg glæder mig til at se hvor mange forskelle og ligheder de har med Vietnam. Vietnams kultur har jo hovedsageligt været under indflydelse af Kina, mens Cambodja og Laos har været under indflydelse af Indien, så det bliver spændende at se om forskellighederne er til at se.

Og åh gud hvor jeg dog elsker at køre i nattog. Der er en Hogwarts-agtig stemning når man lægger sig til rette og hyggesnakker hvorefter man til sidst bliver vugget stille og roligt i søvn af togets bumlende bevægelser, med den næste uventede destination i tankerne... Det kunne jeg godt vænne mig til hver nat!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar